fbpx

Anaal Nathrakh - Endarkenment

Udgivelser fra den engelske duo Anaal Nathrakh er altid voldsomme affærer, og på deres album nummer elleve bliver der ikke ændret på det. Som titlen antyder, har d’herrer
Irrumator og V.I.T.R.I.O.L. ikke fået et lysere syn på de ting i verden, som behandles i deres numre.
Det bliver man hurtigt klar over, når man lytter til ”Endarkenment”, for albummets titelnummer er virkelig en opvisning i ekstrem Black Metal: Tempoet er vanvittigt højt, guitarerne skærer ubønhørligt igennem, og V.I.T.R.I.O.L. brøler og skriger med en vildskab, som man ikke hører ret tit. I de resterende tracks fortsætter den mørke stemning, og selvom titelnummerets niveau kun gentages i ”Thus, Always, To Tyrants” og det kaotiske ”Beyond Words”, er der tale om en meget voldsom behandling af lytteren.
Men bag den massive omgang Black Metal er der også en anden side af Anaal Nathrakh, for både musik og vokal har også en anden og mere forsonlig side. Musikalsk er det især guitarerne, der serverer melodiske soli, ligesom der flettes noget af de samme ind i passager med tremoloanslag på den seksstrengede. Men den største spændvidde ligger hos vokalen, for ved siden af de brutale indslag har V.I.T.R.I.O.L. mange passager med ren vokal, hvor han virkelig synger flot og rent – samlet set en imponerende præstation.
Albummet som helhed er og bliver brutalt, men trods mange fede sekvenser, der går i nakkemusklerne, bliver jeg mæt af skrigeriet – derfor vil jeg anbefale, at ”Endarkenment” nydes i mindre doser.

Tracklist:
1. Intro: The Birth of Tragedy
2. Endarkenment
3. Thus, Always, To Tyrants
4. The Age of Starlight Ends
5. Libidinous (A Pig with Cocks in its Eyes)
6. Beyond Words
7. Feeding The Death Machine
8. Create Art, Though The World May Perish
9. Singularity
10. Punish Them
11. Requiem
Samlet spilletid: 41:04

Læs mere...

Anaal Nathrakh - A New Kind Of Horror

Anaal Nathrakh er et af de bands, hvor det ikke er tilstrækkeligt med en enkelt genrebetegnelse; kun at beskrive musikken på bandets tiende studiealbum, ”A New Kind Of Horror” som Black Metal, afdækker slet ikke hele billedet. For når englænderne smider elementer af Industrial og Grindcore oveni, vokser musikken til noget andet og mere – nogle gange MEGET mere. Allerede fra de første toner af ”The Road To …” fornemmer man, at der venter noget vildt, og den fornemmelse holder stik: Den næste halve time er ét langt bombardement, hvor den nævnte cocktail gør allerede voldsom musik endnu vildere – det her er IKKE for børn, og jeg kender mange voksne, som hurtigt vil smide håndklædet i ringen.

Imod denne energiudladning udgør Dave Hunt, som optræder under kunstnernavnet V.I.T.R.I.O.L, en vokal enmandshær. Han synger for det meste med myndig stemme, men han har også et ekstra gear: Når det kræves, skriger og hyler han med en enorm intensitet. Det lyder som om man havde taget det vildeste hvin fra Power Metal og klonet det med King Diamond og Dani Filth fra dengang han var sej. Det passer fint ind i helheden, så vokal og musik smelter sammen til en enhed.

På ”A New Kind Of Horror” viser Anaal Nathrakh sig i absolut topform, og hvis de kan overføre energien, vildskaben og ekstremerne fra studiet til scenen, bliver bandets kommende turne en eksplosiv affære – så meget, at man hellere må checke fundamentet i Studenterhuset i Aalborg, inden englænderne spiller på årets Metal festival.

Tracklist:
1. The Road To...
2. Obscene as Cancer
3. The Reek of Fear
4. Forward!
5. New Bethlehem/Mass Death Futures
6. The Apocalypse Is About You!
7. Vi Coactus
8. Mother of Satan
9. The Horrid Strife
10. Are We Fit for Glory Yet? (The War to End Nothing)
Samlet spilletid: 33:00

Læs mere...

Anaal Nathrakh - The Whole Of The Law

At pladeselskaber promoverer deres kunstnere ved at udråbe det nyeste opus til at være vildere end forgængeren, hører til dagens orden – man skal gerne kunne fremvise fremgang. I tilfældet Anaal Nathrakh blev jeg alligevel nysgerrig, for deres seneste skive, “Desideratum”, var alt andet end blodfattig – det sætter barren højt for "The Whole Of The Law”.

Det står hurtigt klart, at presseteksten taler sandt, for hold da op hvor d’herrer Mick Kenney og David Hunt viser sig fra deres allermest vrede og aggressive side: Der er skruet voldsomt op for tempo og vildskab, og Hunt hyler, skriger og brøler sig igennem samtlige spilleminutter. Musikken indeholder mange af de elementer, man traditionelt finder i Black Metal, men de suppleres med en del elektroniske og maskinelle lyde, som trækker i retning af Industrial.

Resultatet lyder som et mash-up af “Panzer Division Marduk” og ”Animosity”, men hvor hvert af disse albums står stærkt alene, går det mindre godt for Anaal Nathrakhs blandingsprodukt. Det vil sige, i første omgang kører det udmærket; det vanvittige tempo og den ekstreme aggressivitet fungerer glimrende i et par minutter, hvor jeg står med et ”Damn, det er fedt!” på læberne – det er lidt den samme følelse som ved Grindcore. Men hvor den genre lukrerer på sine korte numre, fortsætter de to englændere, og så har vi balladen: Jeg begynder at savne variation, og i stort set alle numre når jeg at småkede mig, inden det næste track tager over. Normalt er jeg stor tilhænger af ekstrem Metal, men denne gang holder det ikke; i små doser er det okay, men det bliver hurtigt for meget af det gode.

Tracklist:
1. The Nameless Dread
2. Depravity Favours the Bold
3. Hold Your Children Close and Pray for Oblivion
4. We Will Fucking Kill You
5. ...So We Can Die Happy
6. In Flagrante Delicto
7. And You Will Beg for Our Secrets
8. Extravaganza!
9. On Being a Slave
10. The Great Spectator
11. Of Horror, and the Black Shawls
12. Powerslave (Bonus Track)
13. Man at C&A (Bonus Track)
Samlet spilletid: 53:12

 

Læs mere...

Anaal Nathrakh spiller til Royal Metal Fest 2015

  • Udgivet i Nyheder

Royal Metal Fest 2015 tilføjer det engelske ekstrem metal band Anaal Nathrakh til forårets koncert på Voxhall og Atlas i Aarhus.

Royal Metal Fest 2015, som arrangeres af den frivillige forening Metal Royale, løber af stablen for ottende gang den 10. og 11. april. Begge dage vil være spækket med musik på Voxhall samt biergarten og metalmarked på Atlas.

 

Metal Royale skriver følgende om Anaal Nathrakh:
”Med en blanding af black metal, death metal, grindcore og industrial metal, kommer de rundt om mange aspekter af metalmusikken - på sådan en måde, at man tror dommedag er kommet. Duoen, med rødder i Birmingham, har siden 1998 serveret et kompromisløst og voldsomt lydbillede og har med den seneste udgivelse fra 2014 ”Desideratum” vist, at de fortsætter i det spor. Anaal Nathrakh startede ud som et studieband, som aldrig skulle spille koncerter, men kom på andre tanker efter en studie session ved den legendariske BBC Dj John Peel, og spillede de to første koncerter i 2005. På 10-året gæster Anaal Nathrakh nu Aarhus og Royal Metal Fest, som ser frem til at stå ansigt til ansigt med dette dystre bæst!”

 

Programmet byder desuden på bl.a. biergarten, metalmarked, promo-events samt koncerter med Týr (FO), Destruction (DE), Broken Hope (US), Internal Bleeding (US), Belphegor (AT) & When Water Runs Deep (DK), samt yderlige syv andre bands som endnu ikke er offentliggjort.

 

Billetter kan købes online via Voxhalls hjemmeside: fondenvoxhall.dk
Fredagsbillet: 295,- / Lørdagsbillet: 295,- / Partoutbillet: 395,- . Alle billetpriser er ekskl. gebyr.

Læs mere...

Anaal Nathrakh - Desideratum

Ifølge presseteksten er Anaal Nathrakhs musik skabt med det ene formål at levere soundtracket til armageddon – verdens undergang. Derfor er det helt på sin plads, at nummeret ”Monstrum In Animo” indledes med advarslen ”Due to violent content parental discression is advised” - det er nemlig stærke sager, Mick Kenney og David Hunt serverer på deres nye album.

Efter en instrumental intro, som slår en mørk stemning an, går det løs for alvor med Black Metal, som på mange måder minder mig om Rage Nucléaire, for musikken har noget af det samme kompromisløse udtryk som hos de canadiske kolleger: Meget højt tempo, ubarmhjertigt knusende guitarer og et altødelæggende trommeinferno. Oveni kommer Hunts vokal, som godt nok ikke er forvrænget, men alligevel lyder umenneskelig, når han skriger igennem.

Der bliver ikke justeret ret meget på kursen igennem de 11 numre, så hvis ovenstående var albummets eneste ingredienser, ville de fleste nok opfatte spilletiden som én lang røvfuld. Det modvirker Anaal Nathrakh ved at flette rene vokaler og melodiske elementer ind for at gøre den massive masse af Metal lidt mindre overvældende. Det lykkes udmærket, så numrene fremstår mere varierede end de umiddelbart virker til.

”Desideratum” er mit første møde med dette engelske kultband, men det bliver ikke det sidste; Anaal Nathrakh spiller virkelig brutal Metal, som lever op til bandets formål – det er bestemt ikke for alle og enhver, men i min verden har de to englændere fat i noget af det rigtige.

Tracklist:
1. Acheronta Movebimus
2. Unleash
3. Monstrum In Animo
4. The One Thing Needful
5. A Firm Foundation of Unyielding Despair
6. Desideratum
7. Idol
8. Sub Specie Aeterni (Of Maggots, And Humanity)
9. The Joystream
10. Rage and Red
11. Ita Mori
Samlet spilletid: 41:04

Læs mere...

Mere metal til Roskilde Festival

Roskilde Festival føjer i dag 3 tunge navne til sommerens program. Her er tale om det tyske thrasher Kreator, det amerikanske mathcore band The Dillinger Escape Plan og det engelske extreme metaller Anaal Nathrakh som blander elementer fra black metal, death metal grindcore og industrial. Roskilde Festival´ens pressemeddelelse lyder således:

"KREATOR TIL ROSKILDE FESTIVAL 2013
Også The Dillinger Escape Plan og Anaal Nathrakh sikrer musikalske springskaller.
Tre tunge navne føjer ekstra tyngde til Roskilde Festivals musikprogram.

”Med dagens pakke giver vi plads til nogle legender, som har været med til at skabe og udvikle en central genre. Samtidig fortsætter vi en tradition for stor diversitet i metalprogrammet ved også at rumme de mere ekstreme former for metal ”, siger Roskilde Festivals metalbooker Stefan Gejsing.

KREATOR (DE) er germanske metalkonger, der mere end 30 år inde i deres karriere stadig får scenerne til at koge. Siden begyndelsen af 80’erne har tyskerne spyttet albums ud, der har indskrevet deres sound i thrash-genrens DNA. Det seneste af slagsen er Phantom Antichrist fra 2012, der viser et band i storform.

THE DILLINGER ESCAPE PLAN (US) har skabt sit navn med en omgang kompleks hardcore, der ikke bare er brutal, men også jazzagtig virtuos og fyldt med overraskende genreafstikkere. Deres liveshows er voldsomme energiudladninger, hvor kompleksiteten her og der eksploderer i en vildskab, som har gjort bandets koncerter legendariske og berygtede.

ANAAL NATHRAKH (UK) bruger elementer af blackmetal, melodisk dødsmetal og grindcore til at sløre grænserne for, hvor kompromisløst man kan bruge den tunge musik til at fremmane en sort sky af rædsel og død. Når Mick Kenney og David Hunt giver koncert, er der typisk lånte kræfter med, så de i fællesskab kan matche angrebet af guitar og growls på briternes albums."

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed