fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Amaranthe - Manifest

Med udgivelse af ”Manifest” fortsætter Amaranthe deres to års cyklus for nye studiealbums, og er nu oppe på 6 af slagsen. Og som det var tilfældet med de foregående, er også det nye skud på stammen produceret af Jacob Hansen.
Langt hen ad vejen kører Amaranthe den traditionelle stil for Melodisk Metal med fængende melodier fremført af en flot, ren og kraftfuld kvindevokal. Den leverer Elize Ryd på overbevisende facon, og hvis vi stoppede her, ville svenskerne bare være et blandt mange bands med dén kompasretning. Men de har i Nils Molin et mandligt modstykke til Ryd, og de to giver i fællesskab numrene en fin bredde. Men ikke nok med det, for med Henrik Englund Wilhemsson som tredje sanger har bandet mulighed for, at give numrene mere skarphed. Hans vokal indeholder brøl, hvæs og growl, og rusker godt op i de omkringliggende melodiske elementer. Og når musikken skifter til skarpere og let hakkende rytmer, som det sker i ”The Game” og især ”BOOM!”, er vi stilmæssigt ovre i Nu Metal.
Det sker nu kun i de nævnte eksempler, for generelt holder bandets krumtap Olof Mörck sin sangskrivning inden for genrens vante rammer. Det betyder både masser af keyboards og poppede omkvæd, men samtidig er han ikke bleg for at trække guitarerne frem. Sammen med de tre sangere gør det ”Manifest” til et udmærket udspil i den melodiske ende af Metalspektret.

Tracklist:
1. Fearless
2. Make It Better
3. Scream My Name
4. Viral
5. Adrenaline
6. Strong
7. The Game
8. Crystalline
9. Archangel
10. BOOM!1
11. Die And Wake Up
12. Do Or Die
Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Amaranthe - Maximalism

Sidste år anmeldte jeg albummet ”Massive Addictive” fra svenske Amaranthe, og her kunne jeg konstatere, at så længe musikken kunne matche sangerinden Elize Ryds power, fungerede tingene fint, men at der ikke skulle meget til, før det metalliske gled over i Pop. Nu er bandet så ude med album nummer fire, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om tingene denne gang er anderledes.

Når det gælder musikalsk stil, opbygning af numre og den generelle fremførelse, er der ikke sket noget nævneværdigt; Ryds vokal er stadig meget flot, og den får følgeskab af både ren sang og brøl på herresiden, hvilket igen giver en virkelig stærk vokalsektion. Musikken spænder igen fra almindelig Melodisk Metal til mere poppede toner, så forskellene skal søges i fordelingen.

Og her er der sket noget, for selv om ”Maximalism” indeholder rigtige Metalnumre med fin power og kant, så er albummet domineret af bandets poppede side. Der er rigeligt med letbenede melodier, som ikke på nogen måde udfordrer lytterens intellekt. Når man så lægger den meget strømlinede og bløde produktion oveni, får man en udgivelse, hvor hovedparten af numrene kun vil udløse hævede øjenbryn hos stamlytterne på en kristen lokalradio.

Når jeg trods de positive sider af albummet ikke uddeler mere end 2 stjerner skyldes det, at jeg ikke er særlig godt underholdt – den behagesyge og meget poppede udgave af Metal har simpelthen ikke power nok til at varme mit metalhjerte og få gang i nakkemusklerne. Men hvis du har det anderledes med stilen, kan du roligt gange min karakter med to.

Tracklist:
01. Maximize
02. Boomerang
03. That Song
04. 21
05. On The Rocks
06. Limitless
07. Fury
08. Faster
09. Break Down And Cry
10. Supersonic
11. Fireball
12. Endlessly
Samlet spilletid: 39:42

Læs mere...

Amaranthe - Massive Addictive

Engang imellem udvikler albums sig efterhånden som man lytter dem igennem, og ender med at blive til noget andet end hvad de ser ud til i starten. Et sådant album er ”Massive Addictive”, som er det tredje udspil fra svenske Amaranthe. Lidt dansk islæt har albummet dog, dels i form af trommeslageren Morten Løwe Sørensen, dels via Jacob Hansen, som har produceret.

Fra første gennemlytning var jeg meget imponeret af starten, for her viser bandet virkelig klasse. Især sangerinden Elize Ryd lægger godt ud; hun synger simpelthen superfedt, og der er så meget POWER i stemmen, at hun næsten blæser den nytilkomne screamer Henri Englund Wilhelmsson ud af lydbilledet, selv om han brøler grumt.

I fællesskab skaber de fine kontraster, som man også finder i musikken, hvor skarpe guitarriffs battler med melodiske Pop-omkvæd og synthesizer melodier. I de 3 første numre er der knald på guitarer og vokaler, så elektronik og Pop balanceres ud – det fungerer bare super godt! Men det står hurtigt klart at balancen brydes, når paraderne sænkes, og så bliver det for meget. Det sker især i de mellemste numre på skiven, som drukner i Pop og andre ligegyldigheder. Mod slutningen rettes der lidt op på balancen med nogle numre i kategorien Melodisk Metal, men det kan ikke slette den skuffelse, som albummets midterste del udgør – nu gik det jo lige så godt! Derfor ender det, som indledningsvis tegnede til at blive et topalbum med at være en blød mellemvare – øv!

Tracklist:
1. Dynamite
2. Drop Dead Cynical
3. Trinity
4. Massive Addictive
5. Digital World
6. True
7. Unreal
8. Over and Done
9. Danger Zone
10. Skyline
11. An Ordinary Abnormality
12. Exhale
Samlet spilletid: 42:21

 

Læs mere...

Stratovarius, Amaranthe

Det finske powermetal band Stratovarius og det dansk/svenske pop-metal band Amaranthe havde gået sammen om en fælles tour igennem Europa. Da begge bands stod som headlinere, var det således at nogle dage spillede Amaranthe først og sommetider spillede Stratovarius først.
De fleste kan nok blive enige om at Stratovarius er det største af de to, men i aften var det altså dem som gik på scenen først, i øvrigt lige efter et uannonceret supportband (7 Kingdoms) som gik på scenen allerede 19:35 – hele 25 minutter før det officielle starttidspunkt. Da jeg først var i Amager Bio kl. 20, nåede jeg kun at se ét nummer med opvarmningsbandet – der er derfor ingen anmeldelse af dem.

Stratovarius

Det finske powermetal band Stratovarius blev dannet helt tilbage i 1984. De bliver på linie med bands som Helloween, Blind Guardian, Gamma Ray, HammerFall og Rhapsody Of Fire betragtet som en af de ledende figurer i genrerne powermetal/symfonisk metal. Siden 1984 har Stratovarius udgivet 15 studiealbums, bl.a. den nyeste skive ”Nemesis” fra i år. Stratovarius har også været plaget af en usædvanlig heftig mængde udskiftninger igennem årene – der er ingen originale medlemmer tilbage i bandet. Det længst siddende medlem er pt. forsangeren, Timo Kotipelto, som har været med siden 1994. 

Da Stratovarius går på scenen ca. kl. 20:30 er Amager Bio knap halvt fyldt. Lyden er fra starten ok, men trommerne buldrer lidt for meget. Der er alt for meget diskant på vokalen og den var alt for høj i forhold til resten af lydbilledet (problemer som desværre varede hele koncerten igennem). Endelig var keyboardet heller ikke særlig tydeligt. Heldigvis er det allerede en del bedre i 2. nummer, hvor man nu kan få hele fornøjelsen af at kunne høre keyboardet – for hold da kæft han er professionel; Det går satme stærkt med de fingre.


Sådan kan man så også sige om resten af bandet; de er professionelle. Alt for professionelle, i den forstand at det er meget tydeligt at Stratovarius har været her i mange, mange år; det føles bare alt for indstuderet. Især forsangerens konstante armbevægelser og fagter virker på ingen måde ærlige – det er bare et show. De folk som er mødt op ser dog ud til at nyde det fuldt ud. Der bliver klappet og hujet af bandet imellem numrene.

Vi får en kedelig trommesolo, også er der egentlig ikke mere at sige om den. Det er faktisk først ved et nummer kaldet ”Fantasy” jeg personligt bliver fanget. Det har en meget Nightwish-agtig feel til det, især keyboardet. Også er det med en mandlig forsanger, bevares. Efter endnu et par numre vælger Stratovarius at give os en ballade. Hvor tit fungerer det til metalkoncerter? Meget sjældent. Den her gang lukker det luften ud af ballonen, som ellers fik tilføjet en konstant strøm af energi fra både band og publikum.

Efter 1 time og tyve minutter – omkring tyve minutter for lang tid, i mine øjne – takker Stratovarius af og smutter. Vi får dog kort efter 2 ekstra numre som virker fuldstændigt overflødige. Hvor ét af dem (igen!) er en ballade. Det hele er fladt og kedeligt, simpelthen. Stratovarius spiller tight, men det blev bare aldrig særlig godt eller særligt spændende. Den lydmæssige side hjælper bestemt heller ikke på sagen i aften, hvor en alt for høj vokal til tider overdøvede de andre instrumenter. Jeg vil dog alligevel sige at de forreste rækker så ud til at nyde det. 3 stjerner.

Amaranthe

Det dansk/svenske popmetal/metalcore/powermetal band Amaranthe tæller 6 medlemmer og intet mindre end 3 vokalister. De 2 af dem synger rent (Elize Ryd og Jake E) og den sidste growler/screamer (Andreas Solveström). Amaranthe opstod for godt og vel 5 år siden, dengang kendt som Avalanche. De ændrede navnet af lovmæssige hensyn og udgav i 2009 demoen ”Leave Everything Behind”. I 2011 udkom debutalbummet ”Amaranthe” og tidligere i år udkom deres 2. album ”The Nexus”. Amaranthe har været forbi Danmark i alt 3 gange – 2 af dem som opvarmningsband. Alle koncerterne har foregået i Amager Bio.

Amaranthe går på scenen ca. kl. 22 og åbner ballet med ”Invicible” – desværre til et værre miskmask af utydelig lortelyd. Den er alt for lav og meget rodet. Energien og humøret fejler dog ingenting, og både band og publikum virker interesserede i at give hinanden en god oplevelse.

Herefter følger der 4 gamle sange i træk, hvilket mange publikummer nok var rigtig glade for. Når bands, som lige har udgivet et nyt album, giver koncert kort tid derefter, er det sjældent at man kun tager ét nyt nummer også tager en masse gamle i træk. Det var det glade tilfælde i aften. Det næste nye nummer er ”Infinity”, som dog falder en smule til jorden i forhold til de gamle numre – det passer ikke til sætlisten i aften.

Amager Bio er stadigvæk kun lige omkring halvt fyldt, mens enkelte stille og roligt begynder at sive ud fra salen. Den dårlige lyd fortsætter desværre i lang tid endnu. Sommetider forsvinder nogle af instrumenterne/vokalerne fuldstændigt ud af lydbilledet. Andre gange er styrken helt ved siden af, så den ene vokal er ufattelig lav i forhold til f.eks. trommerne. Kort sagt; det sejler fuldstændigt for lydmanden. Man kan også se på Amaranthes bevægelser at de ikke er tilfredse.

Under ”Burn With Me”, en semi-ballade fra det nye album, bliver det meget åbenlyst at Amaranthe ikke er på toppen i aften. Den ene vokalist, Jake E, ser sløj og træt ud – og det kan høres. Ham som growler er stand-in, og selvom han giver den gas og løber rundt omkring, lyder det bare slet, slet ikke lige så godt som hvad den ”normale” vokalist kan præstere. Samtidigt virker alle 3 sangere ret fraværende. Lidt som om de ikke helt ved hvad de skal foretage sig, så snart de holder pause fra at synge.   

Da guitaristen sprænger en streng… Det bliver ikke bedre i hvert fald. Hvorfor har han ikke en ekstra guitar? I hvert fald skal vi vente ca. 5 minutter på ham. I mellemtiden forsøger Amaranthe sig med noget improviseret stand-up. Idéen med at fastholde folk er god, men for helvede altså… Hvornår lærer I, svenskere, at vi, danskere, ikke kan forstå jer? Den danske del er publikum i aften er således totalt undtaget i svenskernes interne humorsession. Snak engelsk for helvede. Så svært er det heller ikke.

Da guitaristen vender tilbage og ”The Nexus” sættes på har lyden ændret sig markant og det hele lyder nu ganske rimeligt. Det cementeres især i ”Afterlife”, som for første gang i aften viser hvad det er Amaranthe kan levere, når bare betingelserne er gode. Endelig.

Derefter kommer den halv-akustiske ballade ”Amaranthine”. Den foregår til start kun med Elize Ryd på scenen. Hold nu op – hvor er hun bare dygtig. At folk så ødelægger det ved at pifte, råbe, osv. er forstyrrende. Heldigvis er der så rig mulighed for at bounce løs i ”Call Out My Name”, hvilket der bliver gjort i hvert omkvæd fra de forreste rækker.

Amaranthe forlader os kort, men vender forudsigeligt tilbage med 2 ekstra numre i form af ”Automatic” og ”Hunger”. Publikum elsker det og Amaranthe går da også af med stil. Det er bare skide hamrende ærgerligt at hele aftenen har været præget af elendig lyd, uheldig teknik og intern sygdom. Meget synd, for jeg ved at de kan opleves meget bedre end i aften. Bedre held næste gang. 3 stjerner.

Sætliste:
1) – Invicible
2) – Leave Everything Behind
3) – 1.000.000 Lightyears
4) – Serendipity
5) – My Transition
6) – Infinity
7) – Burn With Me
8) – Mechanical Illusion
9) – It’s All About Me (Rain)
10) – The Nexus
11) – Afterlife
12) – Amaranthine
13) – Call Out My Name
Encore:
14) – Automatic
15) – Hunger

 

  • Stratovarius_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Stratovarius_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Stratovarius_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...

Sangerinder og guitarlir

Amager Bio bød tirsdag aften på tre navne som hver især er fede at fotografere. Ikke bare et, men to hovednavne, betød fuldt blus på lyssætningen. Det ene band bestående af Finner som bare kan det der med guitarlir og poser rock. Det andet band med hele tre vokalister hvor af den ene er en billedeskøn hestehale. Billeder af Amaranthe, Stratovarious og 7 Kingdom kan nu nydes i galleriet.

Læs mere...

Amaranthe offentliggøre ny sang

Det svenske/danske melodiske metal band Amaranthe har offentliggjort en ny sang fra bandets kommende album “The Nexus”, sangen ”Mechanical Illusion” kan høres her (http://www.amaranthe.se/). ”The Nexus” udkommer den 26. marts via Spinefarm Records og bandet har endnu engang indspillet deres album i Hansen Studio i Ribe med produceren Jacob Hansen.

Gruppens guitarist og komponist Olof Mörck har givet følgende udtalelse:

"To give a second taster of 'The Nexus' is truly exciting! The first single and title track showed a familiar, yet amped-up AMARANTHE. 'Mechanical Illusion' is quite different from what people have heard from us so far. Probably the heaviest track yet, a dystopian vision steeped in a darkened futuristic atmosphere, combined with a mega-catchy chorus that is likely to ring in your head for days. Brace yourselves, the illusion is upon us!"

"The Nexus" track listing:
01. Afterlife
02. Invincible
03. The Nexus
04. Theory Of Everything
05. Stardust
06. Burn With Me
07. Mechanical Illusion
08. Razorblade
09. Future On Hold
10. Electroheart
11. Transhuman
12. Infinity
 

Albummets titel sangen “The Nexus” er tidligere offentliggjort og kan ses nedenfor. Videoen er lavet af Patric Ullaeus fra Revolver Film Company, som tidligere har arbejdet med bl.a. Dimmu Borgir, In Flames, Kamelot, Lacuna Coil og mange flere.

Mörck udtalte følgende:

 "This time we went all the way with our futuristic dream-nightmare — a no-compromise vision steeped in deep contrast between the mechanically ultra-heavy and shimmering serene melody. 'The Nexus' is everything we dreamed about doing with our debut album; we laboured to make this offering as diverse as it is direct and catchy… and remember, no-one can be told what 'The Nexus' is — you have to hear it for yourself!"

"Our main inspiration behind the ['The Nexus'] video was to create a decidedly cinematic feel, in the vein of a Hollywood action movie, with a slightly darker angle than our previous videos. We wanted to have lots of extras and explosive action scenes, and we wanted it to be done well; we knew Patric Ullaeus was the right man for the job. The end result is a dynamic, intense and entertaining music video with an original flair."

“We have lived and breathed the same 12 songs from the first album every day for a year now, and to introduce a number of completely fresh tracks will really lift AMARANTHE to the next level!
"The theme and atmosphere of the album is futuristic and ultra modern, [and] the music itself [is] instantly recognizable as AMARANTHE, but there is definitely a new and unique twist to the songs. “

"People often ask us if there is a big pressure to follow up such a successful album, and always say 'no, not one bit.' Not when you sit down and listen to new tracks such as 'Invincible', 'Burn With Me' and 'Stardust'. We simply cannot wait to hit the road all over the world with these new babies!"

Amaranthe består af:
* Olof Mörck (NIGHTRAGE, DRAGONLAND) - Guitar, Keyboards
* Jake E (ex-DREAM EVIL, DREAMLAND) - Clean Vocals
* Andy Solveström (WITHIN Y, EVILDOER, CIPHER SYSTEM) - Screams
* Morten Lowe Sorensen (THE ARCANE ORDER, SUBMISSION) - Drums
* Johan Andreassen (ex-ENGEL) - Bass
* Elize Ryd - Female Vocals

Amaranthe - The Nexus:

http://youtu.be/SxOybZcRXhI

Læs mere...

The Arcane Order arbejder på nyt album

Det danske metal band The Arcane Order har for nyligt lagt en opdatering ud på deres Facebook profil, hvor gruppens guitarist og stifter Flemming C. Lund har givet en udtalelse om bandets status og at de pt. arbejder på et nyt album, som forhåbentligt vil blive udgivet i 2014.

 

Flemming C. Lund udtalte følgende:

“A lot of you are asking, and a lot of you are impatient, so here's an update from the Arcane camp:
We have been rehearsing more than usual lately, and things are slowly but surely starting to take shape. We have some great songs finished, the shortest is around 4:30 long, the longest about 8:30.
As most of you know Morten is very busy with his Swedish band Amaranthe, and they will be touring extensively throughout 2013 in Europe as well as the rest of the world, which means less time for Arcane. We will however try to organize our time the best way we can to get the new album finished, when Morten is home in-between touring. Most likely we will record 2 new songs to send to various record labels, since our deal with Metal Blade only went as far as "In the Wake...".

Realisticly speaking there will be no new album in 2013, but if and when we find a new label home, we can hopefully reclaim the throne in 2014 with a new crushing album. Believe us, we are as impatient as you to get a new album out ASAP, and we will do ALL we can to make it happen as soon as possible! Hope this update cleared up a few questions - Thanks for hanging in there! /Flemming”

 

The Arcane Order - Eruptions of Red:

http://youtu.be/XJQrrOsBW0Y

Læs mere...

Hammerfall, Amaranthe, Vicious Rumours

Med adskillige år på bagen delt mellem dem, sammen med et lidt yngre og knap så gennemspillet band, indtog Hammerfall, Vicious Rumours og Amaranthe Amager Bio på en kedelig onsdag aften. Hammerfall var taget hertil for at sparke deres Europa tour, som er support for albummet Infected, i gang.

Vicious Rumours

Fra det solrige ”ældrehjem” Californien kom aftenens første levende billede. Gudskelov havde man valgt ikke at sætte endnu et opvarmings band på som planlagt så Vicious Rumours var de første der tog scenen, og hvilken scene det var. Hammerfalls live kit fyldte nemlig så meget at vores stakkels Amerikanerne (og Amaranthe for den sags skyld) var forvist til det yderste af scenen - men det kunne ikke stoppe et par garvede gutter der gav den max gas fra første nummer af.

Vicious Rumours spiller heavy metal ala Judas Priest og man fornemmer, at de, i de gode gamle dage, var et band man burde tage alvorligt. Judas Priest effekten er dog hurtigt aftagende og snart ønsker man at man så på Priest selv, i stedet for et billigt kopi band. Alvorligt talt så gav de den dog max gas og det virker som om tre af medlemmerne i hvert fald nyder det hele til fulde, de gik amok og spillede som galninge, forsangeren skvattede endda midt i en episk snurretur og var ved at tage trommesættet med sig. De spillede en solid koncert, omend en lille smule discount Priest-agtig. Hvis man kan forene sig med det faktum at forsangeren minder om et kryds af Jack Black og Gustav, så er jeg sikker på at man ville have nydt koncerten mere end jeg gjorde.

4 ud af 6 til Vicious Rumours

Amaranthe

Svensk/danske Amaranthe spiller hvad jeg vil kalde Eurovision metal. Altså meget lyttervenligt power metal med stort fokus på ikke at tabe nogen i svinget. Det er så kedeligt og ordinært som noget kan være, men nu er det deres performance det handler om. De kastede sig fluks ud i ”Leave Everything Behind” og gav den gas med adskillige tons tunge sange, der alle har det til fælles at de ender i utålelig kor sang fra de tre (JA TRE) forsangere. Amaranthe bevægede sig ikke så forfærdeligt meget på scenen, de var rimeligt stationære og var egentlig ikke noget der på nogen måde gik ind og ramte noget nogen steder. Det var en udmærket fremvisning af deres sange, men ikke nok til for alvor at få mig op af stolen. Før man vidste af det spillede de ”Hunger” og gik hjem og i seng. Forhåbentligt ikke med hinanden, men når man er i band med Elize Ryd sku man da være en idiot hvis man ikke lige prøvede. Og faktisk var hun højdepunktet for min Amaranthe koncert. Hendes stemme er fantastisk når hun giver den gas og hun har en eller anden ukuelig charme over sin person, og så ser hun godt ud af en svensker at være og det tæller jo lidt, i hvert fald hos det overvejende mandlige publikum. En koncert der fungerede fint som koncert, men manglede lidt mere skub i sig, for for alvor at være noget der var noget værd. Jeg vil dog vælge at gå efter publikums vurdering og hos dem var oplevelsen tydeligvist helt i top, men mon ikke at publikum, overvejende 14 årige Hammerfall jomfruer, har set og oplevet en smule færre koncerter end undertegnede.

3½ ud af 6 til Amaranthe

Hammerfalle

At sige at jeg er Hammerfall fan er vel at kalde Metallica sellouts, en helt fundamental sandhed som ingen af parterne kan løbe fra. Vi hænger sammen ved roden og vil altid være viklet ind i hinanden. I hvert fald gav jeg gladelig 270 kr for en billet til at komme ind og se mine gamle helte, i hvad der uden tvivl ville være stor gensynsglæde med nostalgiske hits som ”Templars Of Steel” og ”Way Of The Warrior”.

Hvis det var dem man var kommet efter, blev man dog slemt skuffet, for Hammerfall lagde ud med at tænde deres to millioner LED lys og så give den i første nummer fra deres nye skive Infected. Ikke noget der faldt i god jord hos mig og jeg må ærlig talt indrømme at jeg havde svært ved at finde ud af om det var pengene værd. Ikke senere end jeg havde skrevet neeeej var de gået i gang med ”Heeding The Call” og det var jo helt fantastisk. ”DET ER HAMMER” udbrød jeg begejstret mens jeg skrålede med på sangene. Dernæst gik turen over i en lidt nyere sang og så en helt ny og sådan var min aften pretty much. Den gik fra ekstase over at der endelig blev spillet noget ordentligt hegn, til at de spillede nogle knap så heldige sange fra deres nyere plader som jeg må indrømme ikke rigtig får mig op at ringe som f.eks Renegade skiven gør. Hammerfall var som Hammerfall er. Lidt over hele scenen, masser af korsang og en lidt grønlænder agtig og aldrende Joachim Cans der med al vold og magt forsøger at se frygt indgydende ud, hvilket får ham til at minde lidt om den der gamle mand vi alle sammen kender, der kan kigge på os på den der utroligt rystende måde.

Cans er god nok og det er resten af bandet sådan set også. Ja selv nyerhvervelsen Pontus gør det sku meget godt selvom han ingen Elmgreen er. Der var lidt af hvert, mest værd at notere sig var sange som ”Glory To The Brave”, ”Legacy Of Kings” og ”Heeding The Call”. For ligesom at opveje for at de spillede to numre fra Chapter V (som er den værste power metal plade nogensinde skrevet, næsten) gav de os sku både ”Where The Dragon Lies Bleeding” og ”Steel Meets Steel” og det er der fame respekt for! Publikum var på fra start til slut, dog lidt mere da der blev spillet materiale post-Crimson Thunder, men det jo børn og man kan ikke klandre dem for ikke at have smag.

Hammeren faldt og min kærlighed til bandet vil altid være stor, men det her var bestemt ikke en af deres bedste performances og lidt af magien falder sku ærlig talt af når man bliver tvunget til at høre på Infected numre. Men alt i alt en god aften, der var alle pengene værd og på trods af at jeg nærmest kom op og slås med Martin Steenes lillebror (pas på hvor du siger at Iron Fire ikke kommer nogen vegne) så var det sku ikke sådan at kimse af. Børnene ku lide det og de er trods alt hovedpublikummet, men mon ikke at der kommer en 20 års jubilæums tour nu her om et par år når Hammeren fylder rundt, det håber jeg i hvert fald på, og se så for helvede at få de lasere og den ild med tilbage drenge!
4½ ud af 6 til Hammerfall

Samet set en ganske fin aften, selvom den aldrig blev så godt som man kunne håbe på. 4 til den samlede oplevelse.

 

Læs mere...

Kamelot, Evergrey, Amaranthe

Det var en noget gennemkold og rimelig grå dag da jeg trak i tøjet og slæbte mig udenfor, for at tage til koncert. Dagen var ikke en dag der skreg ”koncert dag” men når nu man har sagt a må man også sige b og hvad man mangler i begejstring kan et par øl altid klare. Så efter en tur i netto var jeg klar til Amager Bio! Det pudsige ved dagen var, at man ikke rigtig så de der horder af sort klædte mennesker på vej imod spillestedet, faktisk var der meget få mennesker på gaderne denne søndag og det lovede da ikke alt for godt for selve koncerten. Normalt ville man da i hvert fald se et par stykker hist og her, men ikke i dag. Det sjove ved det er så, at da man kom ind i selve Amager Bio vrimlede det med folk, der eksemplarisk var mødt da dørene gik og ikke, som undertegnede, lige før det første band gik på. Der blev i øvrigt fyret godt op under popmetallen denne aften, fra Disturbed til det nye Nightwish, fik den på alle kedler. Men nok om det for nu skal vi sgu i gang med kødet og kartoflerne!

Amaranthe

Direkte fra norden kommer det sprit nye all star band Amaranthe, Måske opkaldt efter en nyskole Nightwish sang, måske ikke, men stadig en lidt sjov sammenligning, når man tænker på hvad de spiller. Amaranthe er et happy go lucky band, der spiller noget rimelig poppet powermetal med hele tre, JA TRE vokalister. En kvindelig skønsanger, en mandlig skønsanger og en gammel mand der growler. Det lyder som opskriften på en katastrofe, men, og det er til trods for at jeg personligt virkeligt ikke kan udstå bandet, de udfører det på en god måde og formår at køre en rimelig fed stil hele vejen igennem. Meget kan man klandre Amaranthe for, men på det er de. Der bliver hoppet og crowdpleaset til den helt store guldmedalje. Men bandet er mest, for mig at se, et slags kompromis band. De vil gerne have anerkendelse, så de satser på den meget let tilgængelige (og ikke særligt metal agtige) metal. De vinder publikums anerkendelse og for det skal de have et par horn. Ikke mine favoritter men de gjorde det godt. Desværre kunne man på intet tidspunkt høre guitaren, da denne blev druknet i en fuldstændig psykotisk høj bas. Det sgu en ommer!

5 ud af 6 til Amaranthe.


Evergrey
Evergrey hører til blandt de mere veletablerede ”goth metal” bands. Nogle vil kalde det emotionel metal andre vil kalde det forbandet fesent. Jeg er selv ret skudt i Recreation Day af nostalgiske grunde og havde derfor set lidt frem til at skulle gense Evergrey, efter en rimelig fed koncert på Roskilde anno 05. Evergrey er til stede, de kan deres shit, men de mangler altså (med frygt for at lyde som Sidney Lee) noget ”stage personality”. De leverer ikke et show man ville skrive hjem om, tværtimod, de leverede et drøn kedeligt show, med en visuel side der mest af alt minder om 30 Seconds To Mars. De bliver meget hurtigt stemplet som Emo rockere og det er sgu synd, for Evergrey er egentlig et rimeligt solidt band. Men i aften formåede de bare ikke at levere noget, der var værd at skrive hjem om. Til gengæld var det indslag resten af touren valgte at komme med ganske interessant. For ud af det blå kom en masse folk på scenen og begyndte at svaje fra side til side mens flere smed tøjet. For det giver jeg alligevel hele optrædenen et lille nyk opad, men det var stadig grænseløst kedeligt og uinspirerende.

4½ ud af 6 til Evergrey


Kamelot
Lige knap to årtier og ni albums på bagen havde aftenens hovednavn, Kamelot. Overalt hvor man så i aften var der tonsvis af mennesker iklædt en Kamelot trøje, skønt dette bryder med den uskrevne regel om ALDRIG at have bandsene der performer på. Anyway, Kamelot havde denne aften fået en mindre udskiftning, nemlig selveste Roy Khan, der havde valgt at droppe musikken halvvejs igennem touren, var skiftet ud af ingen ringere end Rhapsody front manden Fabio Lione. En stærk stemme, der lovede en sjov aften, for er der noget jeg er pjattet med så er det engelske udtale i Italiensk power metal!

Men Fabio klarede det rigtigt flot og jokkede kun et par enkelte gange i spinaten, men det var ikke noget nogen lod sig slå ud af. Vokalmæssigt ligger Fabio ret tæt op ad Roy Khan. Der var i hvert fald mange ligheder når man sammenligner med tidligere optrædener. Bandet spillede tight uden en eneste fodfejl, eller det skulle da lige være de oceaner af soloer, der bliver smidt ind hist og her, men bortset fra det så var aftenen en sand tour de force i gamle som nye (mest nye) Kamelot numre. Bandet ved udmærket hvor deres styrke ligger og de spillede på den skamløst, men hvorfor klandre dem for kun at spille de fede numre, når jeg i stedet glad kan svinge håret. I starten var det som om at bandet havde besvær med at komme ordentligt i gang, det var sidste aften på touren så det ville være forståeligt hvis de var lidt trætte, men det er ingen undskyldning for ikke at give den gas for de håbefulde fans. Men det var kun den første halvdel af koncerten for efter et par numre var det som bandet var varmet op og hen imod slutningen eksploderede scenen nærmest i en fanfare af energi hvor selv ikke den meget energiske Fabio kunne følge med. Der var bas solo der var guitar solo der var keyboard solo der var trommesolo (hvor de sidste 20 sekunder blev spillet med de bare næver) og et orgie af gamle travere fra bagkataloget som før nævnt.

Kamelot kom, så og sejrede, helt klart en fed oplevelse trods de glade power metalleres noget ambivalente forhold til bad - men det er vel lugten af mange mænd, der er mænd og gør hvad mænd gør.

5 ud af 6 til Kamelot.

Alt i alt en fed aften der bød på metal i særklasse, fra et veloplagt Amaranthe, til et solidt med noget fesent Evergrey til kongerne af gotisk symfoni epica Kamelot. Samlet set 5 ud af 6.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed