fbpx

Alluvial - Sarcoma

Det siger sig selv, at et album, som er navngivet efter en form for cancer, ikke er en morsom affære, og Alluvial har da også modgang og hverdagens farer som gennemgående temaer på deres andet album.
Den musikalske side af sagen består hovedsageligt af Death Metal, som er sammensat helt traditionelt. Det betyder, at numrene har masser af energi, specielt når tempoet sættes i vejret, som det sker i ”The Putrid Sunrise” og ”Sarcoma” – her rykker tingene fint for bandet fra Atlanta. Desværre er de fleste passager med rendyrket Dødsmetal ikke de mest inspirerede, der er fastholdt på et album.
Men heldigvis har Alluvial andre skud i bøssen, som løfter niveauet. Flere steder overrasker de med melodiske og tilbagelænede sekvenser, der står i skarp kontrast til musikkens grundform. Mest gennemført høres dette i ”40 Stories”, som helt igennem har et anderledes udtryk end de øvrige tracks; bl.a. skiftes sangeren Kevin Mullers brølende vokal ud med en ren udgave, der minder mig en del om Mikael Åkerfeldt fra Opeth. Det gør nummeret til det klart mest interessante på albummet.
Eksemplerne viser, at Alluvial har ideerne til at stikke ud fra mængden, men på ”Sarcoma” bliver de desværre ikke omsat nok til, at albummet kan få mere end en middel karakter.

Tracklist:
1. Ulysses
2. Thy Underling
3. Sarcoma
4. 40 Stories
5. Zero
6. Exponent
7. Sleepers Become Giants
8. The Putrid Sunrise
9. Sugar Paper
10. Anodyne
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed