fbpx

Evergrey - The Atlantic

I 2014 vendte Evergrey stærkt tilbage med albummet “Hymns for the Broken” efter en lang periode med slatne albums, som slet, slet ikke kunne hamle op med værker som “In search of Truth” (2001), “Recreation Day” (2003) eller “The inner Circle” (2004) for den sags skyld. “Hymns for the Broken” gik lige i løgene på mig, og jeg kvitterede med 6/6 stjerner, og er den dag i dag stadig Evergreys svendestykke i min verden. Kunne det nye album mon slå Svendestykket af pinden - Nej, på ingen måde, men det er stadig et fedt album.

“The Atlantic” oser af stemning og atmosfære hvor der er ufatteligt mange lag i musikken; Stærke tunge og skæve riffs, dynamiske overgange mellem det mørke og progressive element i musikken samt lækre soli som fungerer aldeles glimrende. De umiddelbart bedste numre som “A Silent Arc”, “End Of Silence”, “The Beacon” og “This Ocean” viser Evergrey fra deres bedste side. Der er stor variation i musikken som eksempelvis den meget tilbagelænede “Departure” med flot pianostykke som gennemgående tema.

Evergrey har med “The Atlantic” måske lavet deres mest varierede plade til dato, dermed ikke sagt at det er deres bedste, for det synes jeg som sagt ikke det er - eksempelvis er  omkvædet i “All I Have” lidt kedeligt, og bliver gentaget for mange gange, og det trækker niveauet lidt ned. Alligevel har Evergrey endnu engang bevist hvor dygtige musikere de er, og albummet er lige en tak bedre end deres forrige album “The Storm Within”, hvorfor jeg kvitterer med 4,5 stjerne.

 

Tracklist:

  1. A Silent Arc
  2. Weightless
  3. All I Have
  4. A Secret Atlantis
  5. The Tidal
  6. End Of Silence
  7. Currents
  8. Departure
  9. The Beacon
  10. 10. This Ocean

Samlet spilletid: 53:56

Læs mere...

Gus G. - Fearless

Han har været med på den største scene som Ozzy’s guitarist fra 2009 til 2017, ydermere er han grundlægger af Power Metal bandet Firewind, som for nylig smed “Immortals” på gaden, som i dén grad var bandets bedste i lang tid. Derfor kunne man håbe at Gus. G.’s nye soloalbum “Fearless” ville have flere godter at både på, desværre viste det sig at være en fuser.

Altså, manden er jo en fantastisk guitarist, det er der ingen tvivl om, og i instrumental nummeret “Fearless” giver han den virkelig gas på den seks-strengede og viser hvorfor hans navn på metal scenen er slået fast. Melodierne herudover er desværre på det jævne, også kaldet stangvare. Pladen indeholder ligeledes et cover af Dire Strait’s “Money for Nothing”....ret ligegyldigt og intetsigende for mit vedkommende.

Så en plade på det jævne, hvor man dog stadig må bøje sig i støvet for den gode Gus G. og hans åbenlyse talent. Det er bare alt for pænt radiovenlig rock til min smag som på ingen måder får mit pis i kog, et godt eksempel er nummeret “Mr. Manson” - møgkedeligt track som man får lange løg af, og det hele ender med en plade, der hurtigt går i glemmebogen. De tre stjerner er alene for mandens fænomenale guitarspil.

Tracklist:
1. Letting Go
2. Mr. Manson
3. Don't Tread On Me
4. Fearless
5. Nothing To Say
6. Money For Nothing
7. Chances
8. Thrill Of The Chase
9. Big City
10. Last Of My Kind

 

Læs mere...

Bloodbound - War Of Dragons

Siden 2005 har Svenske Melodic Power Metal masters Bloodbound ikke bare udgivet seks studioalbums og en live DVD/CD, samtidig har de også formået at turnére med bands som Sabaton, Hammerfall og U.D.O. Som har skabt dem en loyal fanskare af metalhoveder. Bandets seneste album ”War Of Dragons” bød sig til i min indbakke, og tak for det.
 
Der bliver eksekveret en fed omgang Melodisk Power Metal i stil med Hammerfall, bare lidt mere storslået med nogle aldeles glimrende melodier, masser af dobbeltpedal og fedt guitar lir, som det hører sig til. Dette er tilsat en fed og melodisk vokal fra Patrik J. Selleby, som passer som hånd i handske til de ganske storslåede kompositioner. I ”Silver Wings” ledes tankerne hen på bands som Rhapsody of Fire med det aldeles fede fløjte tema, som de jo netop gør en del brug af – et nummer man bliver glad i låget af, så der er lidt af hvert. ”Guardians At Heavens’s Gate” er velsagtens pladens hurtigste track, og samtidig et af pladens mange højdepunkter, som der rent faktisk er at finde skiven igennem. 
 
Så er man til Power Metal af den melodiske slags er Bloodbound et godt bud, for med ”War Of Dragons” har de begået et solidt stykke musik med få ankepunkter; det skulle dog lige være originaliteten, men det kan jeg sagtens se igennem fingre med når det er så veludført som tilfældet her.
 
Tracklist:      
1. A New Era Begins  
2. Battle In The Sky
3. Tears Of A Dragonheart 
4. War Of Dragons  
5. Silver Wings  
6. Stand And Fight  
7. King Of Swords  
8. Fallen Heroes  
9. Guardians At Heaven’s Gate 
10. Symphony Satana 
11. Starfall 
12. Dragons Are Forever 
Samlet spilletid: 45:09
 
Læs mere...

Burning Point - The Blaze

Finske Burning Point, som har været ført an af guitarist og mastermind Pete Ahonen, har åbenbart været en del af den Melodiske Power Metal scene siden slut halvfemserne. Der kan man bare se, de er et totalt ubeskrevet blad for denne anmelder. Bandet har fem albums i bagkataloget plus ”Burning Point” fra 2015, som er en blanding af nye numre og genindspillede numre. ”The Blaze” er bandet seneste udspil, som har været igennem spillen hos undertegnede.

Burning Point spiller en fin blanding af den nævnte Melodiske Power Metal tilsat en snert af Hardrock samt lidt Judas Priest nuancer hist og her. Det udmønter sig i nogle udmærkede melodier med masser af lækkert guitar-lir og harmonier, med til tider, nærmest neo-klassiske inspirationer som eksempelvis ”Dark Winged Angel” – aldeles udmærket. Tidligere Battle Beast og nyankomne sanger Nitte Valo har en glimrende vokal som passer fint til bandets melodiske metal; hun synger med en rå kant og styrke lidt ala Leather Leone fra Chastain, som eksempelvis på nummeret ”The King Is Dead, Long Live The King”, absolut godkendt!

Når det så er sagt, bliver det hele lidt for pænt og poleret til min smag, hvor der mangler lidt mere kant og lidt flere overraskelser. Det er på ingen måde dårligt, men det bringer aldrig mit pis i kog for alvor, og kan derfor kun trække karakteren godkendt med pil opad, samt plads til en del forbedring.

Tracklist:
01. Master Them All
02. The Time Has Come
03. Incarnation
04. My Spirit
05. The Lie
06. Dark Winged Angel
07. Chaos Rising
08. Lost In Your Thoughts
09. Things That Drag Me Down
10. The King Is Dead, Long Live The King
11. Metal Queen (bonus track; Lee Aaron cover)
Samlet spilletid: 44:34

Læs mere...

Herman Frank - The Devil Rides Out

Herman Frank, som vel ikke behøver nogen introduktion da han jo har en fortid som guitarist i mægtige Accept, har siden 2008 kørt sit eget soloprojekt. Bandets tredje album ”The Devil Rides Out”er på gaden, og det skulle blive spændende at høre hvad Hr. Frank og co. havde at byde på, da jeg intet kendskab har til de to første albums.
Det rocker og svinger ”the old-school way”, og håndværket er for så vidt godt nok med masser af gode soli osv. Desværre er musikken bare meget ordinær med en ligeså ordinær vokal  i min verden, hvor jeg synes at stilen er hørt mange gange før, bare bedre . Der er dog gode takter i numre som ”Shout”, ”Run Boy Run” ”License To Kill”, som alle har lidt mere at byde på; federe riffs, tungere stykker samt bedre melodier, og det er der vi skal henad for at skille os ud fra det ordinære, kære venner.
Med det sagt er det desværre langt fra nok til at trække dette album over middel, der er simpelthen alt for langt mellem snapsene af de gode takter, og der er meget lidt på denne skive der kan få mig op af stolen overhovedet. I sidste ende har jeg meget svært ved at se Herman Frank hamle op med de tidligere kollegaer i Accept, hvilket måske heller ikke er meningen. Et album der alene får karakteren for det gode håndværk, og hurtigt går i glemmebogen.
 
Tracklist:
01. Running Back 
02. Shout
03. Can’t Take It 
04. No Tears In Heaven 
05. Ballhog Zone 
06. Run Boy Run 
07. Thunder Of Madness 
08. License To Kill 
09. Stone Cold 
10. Dead Or Alive 
11. Run For Cover 
12. I Want It All 
Samlet spilletid: 51:59
 
 
Læs mere...

Evergrey - The Storm Within

Denne anmelder var jo i den syvende himmel da Evergrey's forrige album ”Hymns for the Broken” skulle anmeldes, og gav i den forbindelse topkarakter til dette episke mesterværk. Bandet er netop nu aktuelle med opfølgeren ”The Storm Within”, som skulle vise sig at være lidt af en skuffelse.

”Distance”, som åbner ballet, er ellers et rigtig fedt track og typisk Evergrey; tungt, dystert og samtidig meget smukt og melankolsk. Det samme kan siges om numre som ”Someday”, ”Astray”, ”My Allied Ocean” (velsagtens pladens mest agressive track og samtidig et af Evergrey's mest agressive tracks nogensinde). Eller den meget episke afslutter ”The Storm Within” er bestemt også et ganske fint bekendtskab. Derudover er der desværre ikke meget at komme efter, og sidste halvdel af pladen er faktisk pænt kedeligt og uinspirerende, også selvom Floor Jansen fra Nightwish er med på gæstevokal på to af numrene. ”In Orbit” er dog et ret flot nummer.

Jeg ved godt at jeg sidder med hovedet begravet i forgængeren, men selvom det på mange måder minder om Evergrey som vi kender dem når de er bedst, så kryber selv de bedste numre ikke ind under huden og giver kuldegysninger som numrene på  ”Hymns for the Broken” gjorde, og virker faktisk lidt overfladiske i forhold til dette mesterværk.

Det var måske også for meget at forlange, at de ville tangere niveauet fra denne enestående udgivelse, og ”The Storm Within” er ikke en dårlig plade på nogen måde overhovedet - der er bare et meget langt til forgængerens niveau, og jeg kan ikke undgå at føle mig skuffet.


Tracklist:
1. Distance
2. Passing Through
3. Someday
4. Astray
5. The Impossible
6. My Allied Ocean
7. In Orbit (featuring Floor Jansen)
8. The Lonely Monarch
9. The Paradox Of The Flame (featuring Carina Englund)
10. Disconnect (featuring Floor Jansen)
11. The Storm Within
Samlet spilletid: 58:28

 

Læs mere...

Paradox - Pangea

Mere end tre år er gået siden Paradox’ seneste album ”Tales of the Weird” fra 2012, og med det nye og syvende album ”Pangea” markerer bandet samtidig sit 30-årige jubilæum. Sanger og mastermind Charly Steinhauer har aldrig arbejdet så hårdt på et album med så mange følelser som på ”Pangea”, som har taget ham halvandet år at skabe. Nuvel, jeg har ikke kendskab til alle bandets album, kun ”Collision Course” (2000) samt ”Electrify” (2008) er at finde i mit katalog. Skiver som er ganske fede, så forventningerne var da et pænt stykke over middel.

Måske det var en hæmsko med disse forventninger, men efter en lidt slap indledning går det for alvor løs hvor rageren ”Ballot or Bullet” og den efterfølgende ”Manhunt” virkelig forstår at få lytteren til at spidse ører med de forrygende riffs samt melodiske flader. Her bliver virkelig leveret nogle fede harmonier og flerstemmige ting fra den gode Charly Steinhauer. Også ”Pangea” samt ”Vale of Tears” er ret så fængende med fokus på den gode melodi. Og sådan er det generelle billede når man lytter skiven igennem – masser af lækre riffs, temaer og gode melodier uden nogen decideret dårlige numre. Når det så er sagt bliver skiven desværre en anelse for lang til at den rigtig for alvor for denne anmelder op af stolen, dertil er numrene simpelthen ikke stærke nok, hvilket er min største anke. Ligeledes bør det nævnes, at vokalen på ingen måde er dårlig, men desværre ret så anonym, og her kunne man godt ønske sig mere.

Men er man til Paradox’ tidligere skiver, tror jeg nu ikke man vil blive skuffet som sådan, jeg kunne bare godt ønske mig nogle stærkere numre, når man nu er oppe på en spilletid der runder en time. Men Paradox fans samt Thrash Metal fans fra 1980’erne tror jeg nu nok generelt vil være ganske godt tilfredse.

Tracklist:
01 Apophis
02 Raptor
03 The Raging Planet
04 Ballot or Bullet
05 Manhunt
06 Cheat & Pretend
07 Pangea
08 Vale of Tears
09 Alien Godz
10 El Muerte
Samlet spilletid: 59:44

 

Læs mere...

Thunderstone - Apocalypse Again

Det Finske Power Metal band Thunderstone er tilbage med deres nye album ”Apocalypse Again”. Ikke alene er de er tilbage med et nyt album, deres originale sanger Pasi Rantanen, som forlod skuden efter albummet ”Evolution 4.0” fra 2007, er tilbage i bandets line-up, og som en integreret del af bandet siden bandets begyndelse har han været savnet.

Nuvel, pladen lægger ud med ”Veterans Of The Apocalypse, som har et udmærket drive, musikerne spiller godt og der bliver lagt vægt på de gode melodier. Stilen er lagt, og resten af skiven er mere eller mindre i samme boldgade – Power Metal uden de store udsving. Desværre er musikken meget forudsigelig og generelt er det alt for pænt og poleret; der mangler simpelthen noget kant, gnist og gejst i numrene, og omkvædene er alt for poppede. I Pladen måske bedste nummer ”Wounds” er der da i det mindste lidt knald på dobbeltpedalerne, guitarspillet lugter lidt af metal og så alligevel ikke, for igen bliver de gode takter ødelagt af et poleret og næsten pinligt omkvæd. Argh...hvor er det altså pænt det her.

Jeg kunne faktsik godt lide bandets debut album ”Thunderstone” (2002) samt efterfølgeren ”The Burning” (2004). Siden har jeg dog ikke rigtig dyrket bandet, og måske med god grund. Der bliver i hvert fald spillet med alt for sikre kort på det her album – pænt kedeligt og uden overraskelser. Et album som hurtigt går i glemmebogen.

Tracklist:
01. Veterans Of The Apocalypse
02. The Path
03. Fire And Ice
04. Through The Pain
05. Walk Away Free
06. Higher
07. Wounds
08. Days Of Our Lives
09. Barren Land
Samlet spilletid: 43:48

 

Læs mere...

Flotsam and Jetsam - Flotsam and Jetsam

Amerikanske Flotsam and Jetsam har i mere end 30 år været med til at definere den melodiske Thrash Metal. Bandet var jo signet til Metal Blade Records i midt 80’erne, hvor de udgav klassikkeren ”Doomsday For The Deceiver” i 1986. Herefter fulgte skiver som ”No Place For Discgrace”, ”When the Storm Comes Down”og ”Quatro” som i min optik er mindst lige så fede. Siden da synes jeg det har været svært for bandet at finde ind til kernen som gjorde disse albums så gode, omend det meget oversete album ”The Cold” fra 2010 var et af deres bedre udspil. Bandet er netop nu aktuelle med det nye album som slet og ret har fået titlen ”Flotsam and Jetsam”.

Bandet fortsætter deres meget melodiske Thrash, som jo nærmest er blevet deres varemærke, og til tider er musikken bedre end den har været længe, og her kommer et lille udpluk af de bedste numre. Pladen lægger ud med det superfede ”Seventh Seal” som viser, at bandet bestemt stadig kan deres kram. Eric A.K synger lige så fedt som han plejer, omend han ikke spænder lige så bredt som i gamle dage. ”Iron Maiden” er jo selvsagt en tribute til bandet Iron Maiden, og hold nu fast et fedt nummer! Musikken lyder faktisk meget henad Iron Maiden med de typiske twin-guitar temaer, bare lidt mere up-tempo med en usvigeligt sikker Erik A.K på vokal...for satan de gør det godt her, drengene. ”Verge Of Tragedy” er en lidt anderledes tung sag, med et orientalsk udtryk og her har vi at gøre med endnu et fedt fedt nummer. ”Smoking Gun” er den mere moderne udgave af bandet som også superfedt og catchy. Afslutteren ”Forbidden Territories” er ligeledes rigtig fed, og leder tankerne tilbage til de allerførste skiver med bandets 80’er udtryk.”

Så ”Flotsam and Jetsam” er en rigtig udmærket skive, og på trods af enkelte mindre gode numre ender vi på en karakter, som er mere end godkendt. Den kommer derfor aldrig helt op at bide skeer med de førnævnte skiver, men mindre kan også gøre det, og mindre gør det her. Er man fan af bandet i forvejen, tror jeg ikke man vil blive skuffet overhovedet, og er man nytilkommer af bandets musik, kan man sagtens starte her!

Tracklist:
01. Seventh Seal
02. Life Is A Mess
03. Taser
04. Iron Maiden
05. Verge Of Tragedy
06. Creeper
07. L.O.T.D.
08. The Incantation
09. Monkey Wrench
10. Time To Go
11. Smoking Gun
12. Forbidden Territories
Samlet spilletid: 55:38

 

Læs mere...

Ektomorf - Aggressor

Guitaristen og sangeren Zoltán Farkas startede Ektomorf for mere end 20 år siden, og har siden skiftet resten af besætningen ud flere gange. Alligevel tæller bandets liste over udgivelser mere end 10 studiealbums, hvor ”Aggressor” er det sidst tilkomne.

Man mærker hurtigt, at titlen passer til indholdet; musikken er aggressiv, men overgås af en meget vred vokal. Farkas’ familie er sigøjnere, så teksterne omhandler ofte den modstand, disse har mødt igennem tiden. Og det sker med eftertryk, for allerede i ”I” understreges det, at han ikke har tænkt sig at bøje af for nogen eller noget.

Den ledsagende musik er Thrash Metal, men ikke af den gammeldags slags fra f.eks. Bay Area eller den tyske skole (Kreator osv.) I stedet satses der mindre på tempo og en del mere på tyngde. Det betyder på ingen måde mangel på kant eller attitude, tværtimod driver Farkas’ vrede vokal flere numre over i nærheden af Hardcore.

Men ind imellem er vreden lidt påtaget, som f.eks. i ”Scars”– her står musikken i stampe, og der mangler fremdrift, så nummeret virker lidt som fyld. Her har vi fat i problemet med Ektomorfs musik: De har ikke så meget andet end vrede at byde på, og det er lige i underkanten når man spreder den over hele 14 titler. Derfor ender jeg med at køre en smule træt i ”Aggressor” - når det kører, kører det godt, men når det ikke gør, småkeder jeg mig.

Tracklist:
01. Intro
02. I
03. Aggressor
04. Holocaust
05. Move On
06. You Can’t Get More
07. Evil By Nature (feat. George “Corpsegrinder” Fisher)
08. Emotionless World
09. Eastside
10. Scars
11. Damned Nation
12. You Lost
13. You’re Not For Me
14. Memento
Samlet spilletid: 46:45

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed