fbpx

Mystery Blue - 8red

Da jeg tog fat på mine gennemlytninger af albummet ”8red” fra franske Mystery Blue, var bandet et ukendt bekendtskab, og jeg gik til opgaven som med alle nye navne, der havner i anmelderstakken; her høstede jeg et par overraskelser, men mere herom senere.

Nå, i gang med albummet, hvor jeg straks bed mærke i den glimrende produktion, som giver trommerne masser af krop, men også stiller skarpt på de andre aktører. Blandt dem er sangerinden Nathalie Geyer, som også spiller keyboards. Hun har en udmærket stemme, og præsterer også nogle fine powerhvin, men det er hurtigt glemt, for hun synger så skabet og affekteret, at det næsten ikke er til at holde ud!

Her kunne man have håbet på oprejsning fra musikken, men det skal man lede længe efter. Mystery Blue spiller Heavy Metal, men i den mest uinspirerede og uinteressante udgave, man kan forestille sig – Numrene slæber sig afsted uden gnist, og når der endelig kommer noget interessant, sker det i glimt og er hentet i kassen med klichéer. Der er virkelig tale om sangskrivning på amatørniveau! Derfor var jeg (og er det stadig) overrasket over, at det var lykkedes for Mystery Blue at få en kontrakt med Massacre Records, for albummet er simpelthen noget af det mest røvsyge, jeg har hørt i meget lang tid. Og da jeg som anmelder hører tingene igennem flere gange, har jeg taget en for holdet her…

Da jeg så skulle i gang med at skrive denne anmeldelse, og søgte info om bandet, kom den næste store overraskelse: Mystery Blue er ikke nybegyndere, men har eksisteret i mere end 30 år, og albummet her er deres 8. (OTTENDE) !!! Jeg er chokeret over, at et navn med så meget erfaring kan præstere på så lavt niveau. Gå derfor i en stor bue uden om albummet – det er 100% spild af tid.

Tracklist:
1. Hatred
2. One Shot
3. Killing Innocence
4. Throwaway Society
5. Vikings Of Modern Times
6. Final Fight
7. Legions Of Metal
8. Beast Within
9. Earth Without Humans
10. Introspection
Samlet spilletid: 50:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed