fbpx

36 Crazyfists - Time And Trauma

Efter mere end 20 år som band og udgivelser på forskellige labels, er 36 Crazyfists nu havnet i stald hos Spinefarm Records. Det første resultat af det samarbejde har fået titlen "Time And Trauma”, og følger 4 år efter den seneste udgivelse fra bandet, ”Collisions and Castaways”.

Den rejse væk fra bandets Hardcorerødder, som var tydelig på dét album, fortsætter på den nye skive – den optræder stort set kun i form af en skrigende vokal, som ligger så langt tilbage i lydbilledet, at man ikke rigtigt lægger mærke til den. Som resten af Hardcorens attitude og intensitet må den vige for 36 Crazyfists’ nye stil, som er langt mere mainstream og let at gå til. Genremæssigt ligger den ovre i moderne Hardrock, og minder på mange måder om de seneste udgivelser fra Stonesour: det er de samme typer numre med nydelige vokaler og meget nedtonet aggressivitet, som man finder hos kollegerne. Man kan ikke sige at det gør ”Time And Trauma” til et dårligt album, for der er ingen hørbare problemer med at håndtere genren. Til gengæld er der ikke meget spænding at spore, for eksperimenter og pludselige indskydelser er byttet ud med professionel satsning på det sikre. På den måde har 36 Crazyfists vendt blikket væk fra deres oprindelige publikum og henvender sig mere til forældregenerations behov.

Tracklist:
1. Vanish
2. 11.24.11
3. Sorrow Sings
4. Lightless
5. Time And Trauma
6. Also Am I
7. Translator
8. Silencer
9. Slivers
10. Swing The Noose
11. Gathering Bones
12. Marrow
13. Edge Of The End
14. I Erase
Samlet spilletid: 51:43

Læs mere...

Devildriver, 36 Crazyfists, Breed 77, Vengince

Vengince:
Et par uger før koncerten blev de tilføjet på plakaten.
De få fremmødte havde løsrevet sig fra lænkerne, som holdt dem fast til kaffebordet derhjemme i de hyggelige omgivelser, som nu var skriftet ud med en noget mørklagt lokale.
For tiden var inde til at skyde festen i gang, og pauseklovene stillede sig an. På trods af de få fremmødte, der nok kan forklares med, at der havde været nogle rygter om, at der blev serveret gulerodskage, holdt bandet ikke noget tilbage. Hæmningerne blev smidt ude i omklædningsrummet, og det faldt i smag med frontlinjen af pionerer.
En ting, der var bemærkelsesværdig, var lyden, som var udmærket.
karakter: 2

Breed 77:
Salsa, tortilla og ponchoer er de billeder, jeg dannede inde i mit hoved. Og en grim smag bredte sig til min mund.
Flere var kommet til, og de fyldte dansegulvet rimeligt godt ud. Personligt tillod jeg mig at holde siesta, fordi det var en ordentlig dosis sovepiller, der blev rakt over disken.
Lyden under selve koncerten var forvrænget af en vokal, som lød hul.
Samtidig så det ud til, at backing vokalen skulle overdøve hele orkesteret uden forstærker, så de skreg på fulde lunger, da deres mikrofon enten ikke virkede eller bare meget lav. Man kunne i hvert tilfælde ikke høre et pip af, hvad de sang.
Men de tjente deres karakter, ved at varme publikummet op.
karakter: 1

36 crazyfists:
Foran scenen blev pladsen godt trængt, man følte sig næsten som en burhøne.
Stemningen blev sat af et utal af star wars figur, som var prydet med udstyr, og så blev der lige tilføjet et par stearinlys af bassisten, Brett Makowski, som også var iført et sæt horn.
Men det varede alligevel et godt stykke tid før julemanden kom med sin gavepose, men indholdet fejlede skam heller ikke noget, så det var værd at vente på. Og de blev også taget godt imod, så børnene (publikum) havde julelys i øjnene, for det er jo er en del år siden, vi har fået besøg af dem og på baggrund af det, kunne man måske godt have forventet, at de havde spillet flere gamle
numre i forhold til, hvad de gjorde.
Men bandets passion og energi kunne tydeligt ses på trommeslageren, der svedte værre end en luder. Bandets entuiasme smittede af på publikummet, hvis dansesko blev slidt ned til sålerne, og deres stemmebånd hang ud af halsen på de fleste. Det ville de sikkert fortryde, når de dagen efter ville prøve at fjerne sløret, der dækkede over hukommelsen.
Der var ikke en finger at sætte på det tekniske, det kørte simpelthen for dem, så det var en sand fornøjelse
karakter: 4

Devildriver:
Det mørkelagte lokale blev fyldt til bristepunktet, og man kunne mærke naboen ånde en i nakken. Det afventende publikum blev antændt som jumpingjacks af en gnist, da den første tone lød fra ”I couldn’t care less”, og hvilken start.
Publikummet var som dampbørn på amfetamin, samme indtryk fik man også af bandet, der ikke tillod det stakkels publikum en pause. Der blev konstant opfordret til at circle pits, hvilket også betød, at sikkerheden blev skærpet, ganske unødvendigt, som den ofte gør på Train.
Men intet satte en stopper for kaoset, der udformet sig på dansegulvet, og vagterne fik noget at se til igennem hele showet. Det vat tydeligt, at publikummet ikke ønskede, at der skulle være en ende på koncerten.
Bandet viste en utrolig spilleglæde, og det var tydeligt, at de laver musikken pga. en dyb passion for den.
Bandet har før fået hug for, at havde dårlig lyd, men det var ikke mit indtryk. Den var faktisk overraskende god
. Karakter: 5
 

Læs mere...

36 Crazyfists

Det er et stykke tid siden bandet sidst har besøgt Danmark, så jeg startede med at byde dem velkommen tilbage til Det Kolde Nord. Kulden er han vant til, da han kommer fra Alaska.
De har for nylig udgivet en plade, imens de turnerede, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan de føler, folk har taget imod den. Han havde en vis fornemmelse af, at fansene havde modtaget den rimeligt godt, han baserede det på salgstallene. Til koncerterne har de kunnet inkludere to nye numre hen over sommeren, og folk har for det meste forholdt sig passive under dem, men andet havde de ikke forventet. Folk skal jo lige have lidt tid til at sætte sig ind i pladen, som også denne (tredje) gang er blevet produceret af bandets egen guitarist. Dermed bliver processen ikke så stressende, og det hjælper dem også med at bevare lysten til at indtage studiet gang på gang. Lige nu ser Brock ingen ende på det, de har stadigvæk et budskab, de vil have ud, samt en passion, de har haft i livet igennem 16 år.
Brock har som altid forsøgt at skrive tekster som er brede, for han vil ikke diktere, hvad teksten skal sige dig. Fx opfatter han ikke, at Metallicas ”Master of Puppets” handler om stoffer, og det er det, han går efter, når han skriver tekster, altså at teksterne kan betyde noget forskelligt for folk. Det er også vigtigt for ham, at de ikke gentager et album, men i stedet fornyer sig.
Det mener han, at de gør med den nye plade, og så har den haft større betydning for ham, for han har igennem teksterne forsøgt at illustrere en del af sit liv, som har været vanskelig. Han forventer ikke, at folk kan relatere sig til dem, men det er fint, hvis de kan. I forhold til de tidligere tekster, der mest var skrevet for at få gang i publikummet, så er det meget mere personligt. Det er også det, som gør, at han holder af at synge numrene fra den nye plade. De gamle som fx ”Bloodwork” og ”Slit Wrist Theory” er jo nogle klassikere, som folk kender, så dem kommer man ikke uden om, men det er jo også vigtigt at se fremad, så jeg tillod mig at spørge ind til, om der var et nyt album på vej, som kan følge op på succesen. Der er ikke noget fastlagt, da de det meste af næste år er på farten, men der bliver måske tid i slutningen af næste år.
Et andet mysterium er, hvad bandets rolle har været i videoen lavet til nummeret ”Reviver”.
De har faktisk ikke noget med det at gøre overhovedet. Det er en gruppe studenter, som har lavet den til et skoleprojekt. Lige umiddelbart giver det ikke specielt meget mening, men da den er ret godt lavet, forsøgte bandet at kontakt gruppen over YouTube, men uden held. Bandet kunne godt tænke sig at putte nogle penge ind i deres projekt, og derved give studentergruppen flere muligheder for at producere noget nyt.
Desværre lyder det til, at det første band er gået på scenen, så interviewet stopper her.
 

Læs mere...

36 Crazyfists

Revolution Music: Your new album “A Snow Capped Romance” will be released early next year. What can the fans expect of the album?
Brock: Well the fans can expect an album full of positive messages and a lot of ass kickin

Revolution Music: You must have developed much after all you’re touring and experience with other huge and great bands. So are there any changes in your style/sound since ”Bitterness of Star”?
Brock: I think it’s a little heavier but still along our lines, ya know still melodic and deffinatly a growth musically

Revolution Music: Have it been hard writing/making new material after the kick ass debut release?
Brock: No it was a lot of fun writing the new record, mainly because it was a chance to see what was next for us..we hadn’t written a song in sometime prior to this album s everything pretty much flowed out.

Revolution Music: Could you tell us a little about you’re process of making “A Snow Capped Romance”
Brock: It was the same old method for us, holt would start the riff and then Thomas would add the time signatures and them mick would lay down the bass and then I’d lay the vocals over it all.

Revolution Music: ”Bitterness of Star” is one of those albums that just grows on you and gets better and better every time you hear it, can’t that be a problem? I mean many people might listen to it ones and just think its a plain good album and let it be with that, they never gets to love it for what it really is.
Brock: Well that’s the beauty of music, so many different styles for different people. It all effects of differently.

Revolution Music: Does “A Snow Capped Romance” also grow on people? Or is it just great to begin with? Personally I prefer albums that grow on you, those albums mean so much more to me. How do you feel about those albums?
Brock: Well im into bands that come close to taking their life every night on stage..ones that have that raw intensity..and then their times when I like softer music as well if it hits me than I feel it..the new album I think is more focused musically..it may hit you quicker than the last one did.

Revolution Music: Steev Esquivel (Skinlab) helped you out with ”Bitterness of Star”? What did he contribute with? Did he also help out on “A Snow Capped Romance”?
Brock: Well steev lent his vocals to “bury me where I fall” and I loved him for his contribution. But steev isn’t on the new record.

Revolution Music: Is Esquivel a close friend of you guys? Didn’t he get you signed to roadrunner after a gig in Portland?
Brock: Yes hes a dear friend and helped us get a deal.

Revolution Music: Your vocal style is definitely one of a kind, have you taken vocal lessons?
Brock: For the new album I checked out some vocal techniques, but mainly to get a good warm up routine going.

Revolution Music: How would you describe your style and sound? What genre would you place it under? How do you fell about being called Nu Metal?
Brock: Ita all irrelevant to me. I think people try and belittle bands by calling them nu-metal..were a rock band plain and simple.

Revolution Music: Does genre really matter? Isn’t it just about making music the music that you love? I think people thinks to much about the genre today! How do you fell about that?
Brock: Yeah, well I think the journalists need category to help the reader figure it out, so in a sense its necessary. But its when the genre is placed on a band to tell the reader if there good or not, that’s when I have a problem with it.

Revolution Music: I read in another interview with you guys, that you were going to make a video for “Turns to Ashes.", when will be done?
Brock: No we never got the opportunity for that unfortunately..but there will be two vids for the new record, one being for the song ”bloodwork”, and another to be chosen.

Revolution Music: Witch bands and artist do you get you’re inspiration from and look up to?
Brock: Well there are plenty, but i mostly look up to bands like metallica, the cult, only living witness, and well i guess i could just go on.

Revolution Music: Well you are a part of the major record label Roadrunner, how is it to be at the same place as so many huge and great artists are? Does it pressure you to make better music? (Witch I don’t think is possible ;)
Brock: Nah I never think about other bands in that sense.

Revolution Music: You’ve been playing with a lot of great artists, such as Chimaira, Killswitch Engage, 40 Below Summer, Mushroomhead and Five point O, how has that been?
Brock: Been just fine most of those guys are great friends, its always good times.

Revolution Music: If you could pick ANY band to tour with who would that be?
Brock: Metallica or the cult

Revolution Music: Will you be going on world tour with the new album? And maybe come to Denmark again?
Brock: Deffinatly coming back to denmark, holy shit was that show amazing.

Revolution Music: Last but not lest do you have anything that you'd like to add or say to your Danish fans?
Brock: Just thanks for coming out when we played there last yr, pick up the new record and well see you guys all very soon.

Revolution-Music would like to say thanks a lot for you’re time. And wish your guys all the luck in the future. And I look forward to hearing the new album.

Læs mere...

36 Crazyfists, Poison The Well, Gwen Stacy

36 Crazyfists gæstede sidst Danmark i 2002. Siden er det blevet til yderligere tre albums og en del spilletid, hvilket dog først har bragt bandet til Danmark igen i 2009. Som support havde bandet medbragt intet mindre end Poison The Well og de mindre interessante Gwen Stacy. Derfor burde der alt i alt være lagt op til en fed gang musik og oplevelser, trods den kedelige regnfulde torsdag aften.

I 2002 spillede 36 Crazyfists i Store Vega, men trods den generelle succes inden for genren, var det pumpehuset, der havde fået fornøjelsen af at lægge gulv til koncerten. Det viste sig da også hurtigt, at de 600 pladser ikke var fuldstændigt udsolgt, men tæt på.

Foran et halvvejs fyldt publikum startede Gwen Stacy ud med deres del af arrangementet. En del der var præget af halvdårlig lyd, rigtig god energi fra bandet og en masse mærkelig snak om gud og whatever. Der var ikke umiddelbart noget nyt under solen, aggressiv metal med en masse breakdowns, det til tider mindede om bands som ”The Bled” – dog uden at nærme sig kvalitetsmæssigt. Kedelig musik, fed energi på scenen, selv den forholdsvist velbyggede bassist tvang sit korpus rundt, hvilket forplantede sig hele vejen ned til publikum. Bandets alternative tilgang til, hvad man skal sige til nyt publikum, var personligt ikke noget der faldt i min smag. Hvis jeg vil hører prædiken om gud og lignende, er jeg sikker på, at den gode Ruth gerne vil uddele et par fæle visdomsord – det kræver dog, at jeg besøger faderhuset, hvilket aldrig sker. Samlet set opvejede bandets energi deres mangel på nytænkning og tomgangspladren fra scenekanten. 3 ud af 6 stjerne til Gwen.

Der var sandsynligvis en del er de fremmødte mennesker, der i ligeså høj grad havde set frem til at se Poison The Well som 36 Crazyfists - dem der havde, kunne uden tvivl gå tilfredse hjem. Bandet gik på omkring 22:45, og heldigvis var lyden blevet justeret efter Gwen Stacy, og kun lyden på forsanger Jeffrey Moreira’s mikrofon var problematisk. Det problem skulle dog hurtigt løse sig, da lyden fuldstændig forsvandt fra mikrofonen, midt i andet nummer – hvilket nærmest skal ske, når man vælger at tage shorts på i marts. Trods Jeffrey Moreira’s manglende sans for beklædningsgenstande og lyd på mikrofon, fortsatte bandet med samme energi ved hjælp af backingvokalens mikrofon – ikke optimalt, men professionelt og fornuftigt ikke at stoppe koncerten midlertidigt. I stedet blev leadmikrofonen skiftet løbende under de følgende 2 numre, og herefter kunne Jeffrey Moreira fortsætte med optimal vokal det resterende af koncerten. Overordnet spillede bandet rigtig godt sammen og leverede en lang række fede tracks. Energien på scenen var i top, og bandet havde tydeligvis lyst til at spille og underholde de fremmødte. Trods det elegante mikrofon skift er der ikke meget at kritisere ud over den korte spille tid, som jo er arbejdsvilkårene når man er opvarmningsband. Bandet spillede, hvad det skulle vise sig at være aftenens bedste koncert, hvilket rækker til 4,5 ud af 6.

22:50 var det derefter hovednavnets tur til at give publikum, hvad de havde ventet på i godt og vel 7 år. Lydmæssigt gik lyden forholdsvist klart igennem og Brock Lindow’s vokal gik ligeledes tydeligt igennem. Bandet gav den fra starten fuld smadder og havde en fed energi på scenen, der hurtigt udviklede sig til stagedive osv. Desværre er det også det mest positive, der er at sige om en koncert, der skuffede fælt. Det virkede som om bandet, af en eller anden årsag, ikke vil vedkende sig den semikommercielle succes de havde med deres andet album ”A Snow Capped Romance” og deres semihit ”Slit Wrist Theory” fra første album,”Bitterness The Star”. Under alle omstændigheder havde bandet valgt at skrue tempoet betragteligt op på netop numre fra det omtalte album samt ”Slit Wrist Theory” – hvilket i øvrigt var det eneste nummer, der blev spillet fra det første album. Tempojusteringen fungerede på enkelte numre såsom ”The Heart And The Shape”, men størstedelen af tiden smadrede og ødelagde det i stedet fuldstændigt numrene, der ellers normalt er super fede. Derudover leverede bandet selvfølgelig tracks fra deres to nyeste album, blandt andet ”We Gave It Hell” og ”The All Night Lights”, der blev spillet i normalt tempo, og må betragtes som koncertens højdepunkter. Som om det ikke var nok at se sig gammelmands sur på, valgte bandet at spille en enkelt lille time inkl. ekstranummer. Hvilket virker fuldstændigt uacceptabelt. Når man har lavet fire albums – tre siden sidste besøg, og det besøg er 7 år siden, så skader det sgu ikke at give sine fans lidt ekstra fra den ellers rimeligt fyldte pose. Samlet set var det en skuffende omgang tynd te, der ikke hører hjemme nogen steder. Hvis man vælger at smadre sine numre ved at spille dem i punkmode og samtidig ikke er interesseret i at spille mere end en lille time, kan man, efter min mening, tage tilbage til Alaska med 2 ud af 6 i bagagen.

Læs mere...

36 Crazyfists - Collisions and Castaways

At jeg ikke før er stødt på dette band skyldes ikke, at de i sin tid blev dannet i Anchorage i Alaska, men at de tager deres musikalske afsæt i Hardcoren – en genre hvor jeg ikke har mit fulde fokus.
Derfor er det positivt at opleve, at musikken indeholder flere elementer, end genre- oprindelsen indikerer. Der varieres fint i tempo, så de agressive uptempo dele får følgeskab af tungere elementer.
Numrene er meget præget af vokalerne, som selvfølgelig indeholder både råben og ret så polerede rene passager, men også har et tredje element: en ren, men rå variant, som er sej og så fuld af energi, at den for min skyld gerne måtte overtage samtlige vokalparter.
Hen gennem albummet blandes vokalerne, og sammen med den varierede musik giver det en stribe numre, som holder et højt niveau. Alligevel lykkes det for 36 Crazyfists at sætte trumf på til sidst: "Reviver” er et superfedt nummer, som ikke bare er albummets bedste, men også indleder en flot slutspurt: sammen med de sidste 3 numre udgør det en kvartet, som indeholder alle albummets ingredienser, og på den måde kan ses som en opsummering. Derfor kan en prøvelytning af ”Collisions and Castaways” med fordel starte med de sidste 4 numre – det giver lyst til at høre resten.

Tracklist:
1. In The Midnights
2. Whitewater
3. Mercy and Grace
4. Death Renames The Light
5. Anchors
6. Long Road To The late Nights
7. Trenches
8. Reviver
9. Caving In Spirals
10. The Deserter
11. Waterhaul II

Samlet spilletid: 44:50


Revolution Music vil gerne takke Warner Music for tilsending af dette album.

Læs mere...

36 Crazyfists - The Tide And Its Takers

Det er sku svært at skrive noget som helst nyt om de skæve drenge i 36 Crazyfists. Et band som alle dage siden debuten har holdt sig kilometer langt fra alt, hvad der ligner konkurrenter. Selv efter 2006´s noget tvivlsomme ”Rest Inside The Flames”, står de stadig som noget af det überste indenfor genren. Deres legende univers, der rører alt fra Nu-metal, emo, til Post-hardcore, giver dem lov til at nedbryde vægge, som andre kun drømme om berøre. Når Brock Lindow´s tudende og evigt følelsesladede vokal tager fat om én, løsner den aldrig sit greb igen. Lyt bare til “The Back Harlow Road” eller ”Absent Are the Saints”, hvor man virkelig kan høre, hvor betagende hans stemme kan være.

Desværre har albummet en tendens til at blive en tand for klynkende og selvretfærdig, som den snothamrende irriterende ”Only a Year Or So...” der er en 3:39min lang samtale mellem et ægtepar, der taler om, hvor det hele gik galt! FØJ…

Heldigvis er dette den eneste fatale brøler. De har heldigvis heller ikke helt glemt hvordan man laver et super fedt omkvæd, selvom om de desværre er lidt en mangelvare. Tjek Kongeåbneren ”The All Night Lights”, der virkelig beviser, at 36 Crazyfists, til trods for nogle brølere, stadig er stormestre i, hvad de laver.
Og folk derude, som tror at de kan slå dem af pinden… GLEM ALT OM DET.

Trackliste:
1. The All Night Lights
2. We Gave It Hell
3. The Back Harlow Road
4. Clear the Coast
5. Waiting on a War
6. Only a Year or So...
7. Absent Are the Saints
8. Vast and Vague
9. When Distance is the Closest Reminder
10. Northern November
11. The Tide and Its Takers

Samlet spilletid: 42:52 min


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution og Ferret Music for tilsending af dette album.

Læs mere...

36 Crazyfists - A Snow Capped Romance

Nu ca. 2-år efter de 4 gutter fra 36 Crazyfists udsende deres debut “Bitterness the Star” som var yders succes fuld. Er de klar med albummet “A Snow Capped Romance” hvor man tydeligt kan høre at de har udviklet sig fra sidste udspil, albumet er blevet en del tunger, men stadig meget melodisk og fede tekster. Brock Lindow har også udviklet sig meget med hans helt unikke og for fede stemme, efter han har trænet i forskellige stemme tekniker.

”A Snow Capped Romance” er ligesom forgående album et album der bliver bedre og bedre med tiden. Albumet ligger ud med numret ”At the End of August” som også er et af albumets fedeste, dette numre er også at finde på Mtv2’s ”Headbanger's Ball” dobbelt cd sammen med mange andre at nutidens store rock navne. Udover det førnævnte numre, er ”The Heart and the Shape”, ”Bloodwork” og ”Skin and Atmosphere” også blandt mine favoritter på albumet.

Det eneste minus ved cd’en er at et par af numre godt kan minde en smule om hinanden, som nok også er med til at den ikke få top karakter.

Vis man ikke har høre 36 Crazyfists vil jeg forslå at man tager en lytter, da de helt klart er det værd, og jeg kan roligt sige at det er et band man skal vænne sig til, så giv ikke op for tidligt.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed