fbpx

1349 – The Infernal Pathway

Siden deres debutalbum “Liberation” udkom i 2003, har 1349 hørt til blandt de mest markante repræsentanter for den norske Black Metal scene. Positionen har de udbygget med de efterfølgende udgivelser, og nu søger bandet at befæste den yderligere med deres album nummer syv.
Når jeg ovenfor skriver markant, mener jeg i virkeligheden brutal, og når man tager numrene på det nye album enkeltvis, ligger de inden for denne kategori: Frost maltrakterer sine trommer med vanlig intensitet, og Ravn brøler teksterne ud med stor vrede. Det hele sker primært i højt tempo, hvilket gør numre som ”Towers Upon Towers” og ”Striding the Chasm” til rene energibomber. Også ”Dødskamp” bør fremhæves, nummeret er baseret på et maleri af Edward Munch og var en opgave, som Munch museet gav til 4 forskellige bands i 2018.
For de enkelte numre er der således ikke noget at udsætte på indholdet, men når man ser på albummet som helhed, ændrer billedet sig lidt. Fordi hovedparten af spilletiden foregår med speederen i bund, bliver man lidt ”fartblind”, og tingene flyder lidt sammen. Det giver perioder, som er lidt monotone og ikke rykker helt så meget, og det trækker oplevelsen lidt nedad. Så selv om 1349 igen leverer brutal Metal, så mangler jeg noget substans, og "The Infernal Pathway” fanger mig ikke 100%.

Tracklist:
1. Abyssos Antithesis
2. Through Eyes of Stone
3. Tunnel of Set VIII
4. Enter Cold Void Dreaming
5. Towers Upon Towers
6. Tunnel of Set IX
7. Deeper Still
8. Striding the Chasm
9. Dødskamp
10. Tunnel of Set X
11. Stand Tall in Fire
Samlet spilletid: 44:02

Læs mere...

1349 - Royal Metal Fest 2016

Da Royal Metal Fest annoncerede at de norske veteraner i 1349 var black metal folket i Danmark ekstatiske.
Jeg har tidligere set ti minutter af deres koncert på Roskilde Festival, så nu var det endelig blevet tid til at se en fuld koncert med bandet.

Bandet gik på scenen indsmurt i corpsepaint og et rødt scenelys.
’I Am Abomination’ satte gang i festen, djævlehorn blev smidt i vejret og håret blev svunget hårdt rundt over det hele. Lige efter det første nummer fik vi med stor glæde, min personlige favorit ’Sculptor Of Flesh’.
Lyden var god inde i salen og bandet var tændte, specielt trommeslager Frost. Han gav de tønder så mange tæsk, at man skulle tro de havde fornærmet hans nærmeste familie og var klar på hævn.
Det hele virkede godt, men alligevel virkede det til at koncerten mistede lidt af sit flow. Jeg synes det begyndte at blive en anelse kedeligt, og det virkede lidt svært at komme på rette spor igen. Det blev heldigvis reddet i et kort øjeblik, da bandet spillede det formidable nummer ’Slaves’.

1349 leverede en ganske fin koncert, men alligevel var det heller ikke særlig meget mere end det.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

1349 - Massive Cauldron of Chaos

Hvilket år kom pesten til Norge? Skulle man blive mødt med dette spørgsmål i forbindelse med en gang trivial pursuit med familien, er det godt at være stødt på bandet her, som netop har taget navn efter årstallet. Helt så længe har de ikke selv været på spil, men har alligevel hærget Black Metal-scenen i mere end 15 år.
Og ordet hærget er valgt bevidst, for 1349 har altid været kendt for at spille Metal med vægt på musikkens mest brutale sider, og det er nøgleord som Nådesløs, Ubarmhjertig og Ondsindet, der klæber til bandets foregående 5 albums. Og man skal ikke lytte ret længe til det nye udspil for at opdage, at nordmændene lader det nye album følge trop; her er ingen symfoniske eller Folk-mæssige elementer, der forsøder oplevelsen – dét her er Metal, der kan skære igennem norsk granit som en varm kniv gennem smør! Her er gashåndtaget i bund fra start til slut, og hvis Frost havde fået 1 krone for hvert slag han tildeler trommesættet, ville albummet gøre ham til en ekstremt rig mand.

Den voldsomme fremtoning kan godt virke overvældende og lidt kaotisk, så man i ved første lyt kun hører det brutale, men flere gennemlytninger afslører detaljer, der i første omgang drukner i mængden. Således tilfører Archaons guitar flere steder små doser melodi, mens både ”Exorcism”, ”Postmortem” og “Mengele's” har nogle lækre sejtrækkende passager. Det tilfører en klædelig variation til musikken der understreger, at 1349 på ” Massive Cauldron of Chaos” er i topform.

Tracklist:
1. Cauldron
2. Slaves
3. Exorcism
4. Postmortem
5. Mengele's
6. Golem
7. Chained
8. Godslayer
Samlet spilletid: 38:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed