fbpx

Cult Of Luna - Salvation

Cult Of Luna - Salvation

Som bekendt er sent bedre end aldrig, så med knap et års forsinkelse følger her en anmeldelse af svenske Cult Of Luna's tredje udspil, ”Salvation”.

Musikalsk placerer Cult Of Luna sig i samme kategori som de mere kendte amerikanske bands Neurosis og Isis – en svær definérbar stil med elementer fra både noise, hardcore og doom metal, som nogle vælger at putte i den store kasse med betegnelsen post-hardcore.

Siden det sidste udspil ”The Beyond” fra 2003 har Cult Of Luna virkelig raffineret deres udtryk. Det skal ikke forstås sådan at de er blevet blødere, for når de åbner for sluserne er det stadig en alt-ødelæggende flodbølge de lukker ud – de har snarere blot gjort de afdæmpede dele mere afdæmpede og de hårde dele hårdere. Effekten af denne forøgede forskel i intensitets-niveau er, at det nu virker endnu bedre når bandet sætter ind med de tunge stykker. Og for Cult Of Luna's vedkommende betyder en forbedring, at resultatet er noget nær perfekt!

Som det nu en gang hører sig til for Cult Of Luna og deres stil-kolleger, er numrene meget lange – på ”Salvation” er der blevet plads til otte tracks med en total spilletid på 75 minutter. Men numrenes lange varighed er en helt naturlig konsekvens af de virkemidler bandet benytter sig af: De formår nemlig at bevæge sig elegant og kontinuerligt fra langsomme, helt afdæmpede passager og frem til de tordnende klimakser, der nærmest vælter én omkuld – og det kræver altså noget tid. De lange instrumental-passager der løber forud for de omtalte klimakser udgør en historie for sig – de er simpelthen noget af det mest stemningsfyldte og hypnotiserende man kan forestille sig, og ikke et eneste sekund virker de overflødige. Desuden holdes den primære fokus hele tiden på instrumental-delen, idet Klas Rydbergs vokal ligger ret langt tilbage i lydbilledet.

Alt i alt er ”Salvation” et fremragende album, der på ingen måde står tilbage for udgivelserne fra de større amerikanske navne. Er man ikke vant til denne type musik, kræver det dog en vis tilvænningsperiode at komme ind på livet af Cult Of Luna's lyd, men ofte er det jo netop et af kendetegnene ved langtidsholdbar musik. Jeg vil på det varmeste anbefale at give ”Salvation” en chance, og er man fan af Isis og Neurosis er dette album simpelt hen et must! Hvis interessen er vakt, kan du desuden finde Carstens interview med Cult Of Luna i interview-arkivet.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.