Power Mode - PMA

Power Mode - PMA

Det er ikke fordi Power Mode strør om sig med informationer om sig selv, men at bandet har fire medlemmer og kommer fra Randers, har jeg da kunnet opsnuse. De udsender nu deres første EP med fem numre, og har selv stået for alt fra sangskrivning til produktion. Det sidste fortælles i indledningen, hvor en stemme med britisk ”stiff upper lip” attitude fortæller, at der er noget ”real good shit” i vente – udmærket humor.

Startnummeret “Name” er en frisk gang Punk, som fyres af i udmærket tempo; ikke ekstremt eller specielt aggressivt, men en udmærket start. Herefter foretager Power Mode noget af et stilskifte, for ”Up In Smoke” ligger langt fra startpunktet. Genren er Ska, og de hurtige Reggaerytmer giver nummeret både energi og en glad udstråling – en lidt overraskende, men meget vellykket kursændring.

Med et nummer i hver stilretning er det en nærliggende tanke at blande de to genrer; det gøres i ”Done”, men eksperimentet fungerer ikke helt efter hensigten – det virker som et lidt gumpetungt og energiforladt blandingsprodukt. Nej, så er det bedre med den rene vare: ”Sound Of The Street” er en tilbagevenden til Reggae, og med en god melodi markerer det EP’ens højdepunkt, inden den punkede ”Monday” runder det hele af.

Selvom slutnummeret illustrerer en typisk mandag morgen, hvor man kommer for sent op, er ”PMA” langt fra nogen mandagsmodel; selv om der er noget at arbejde med, er udspillet et frisk alternativ til de vanlige stilarter og en go’ start for Randers bandet.

Tracklist:
1. Name
2. Up In Smoke
3. Done
4. Sound Of The Street
5. Monday
Samlet spilletid: 17:12

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Power Mode
  • Album titel: PMA
  • Karakter: Karakter: 3.5
  • Pladeselskab: Self Release
  • Samarbejdspartner: Power Mode
  • Genre: Punk

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.