fbpx

Orchid - Sign Of The Witch

Orchid - Sign Of The Witch

San Francisco-kvartetten Orchid har netop udgivet EP’en Sign Of The Witch, som er den ottende udgivelse fra deres hånd siden debuten i 2009. Mit kendskab til bandet begrænser sig til den ene af deres to fuldlængdeskiver, The Mouths Of Madness, fra 2013 samt et par eller tre af de ældre sange, og at dømme ud fra dette fortsætter de ufortrødent ud af samme tangent som hidtil.

Navnet Orchid stammer fra Black Sabbath-nummeret af samme navn, og hvis der findes et band der ligner sit forbillede i højere grad har jeg aldrig hørt om det. De fire medlemmer, som alle har været med fra starten omkring 2006, danner samme besætning som Sabbath og musikken er uhyggeligt lig de gamle mestres. Der er de samme buldrende tønder, den samme spinkle guitar med samme chorus-effekter og spillestil, den samme lidt dåsede Fenderbaslyd og sangeren bruger den samme stemmeføring og måde at frasere på, om end hans stemme har sin helt egen klang, der egentlig minder mig lidt mere om Robert Plant end Ozzy. Numrene er tilmed komponeret og arrangeret på samme facon, f.eks. med de lejlighedsvise ophold i musikken efterfulgt af takt- eller temposkift, og titlerne på såvel plader som sange har ofte mystiske overtoner og indhold.

På den indeværende udgivelse finder vi fire numre på lige under nitten minutters spilletid i alt. Helicopters indleder med en introsekvens på over 1:20 ud af nummerets godt fire minutter, så lad ingen sige at Orchid ikke giver sig tid til at udnytte en god ide! Nummeret er, som deres sange generelt er, præget af simple men gode melodier og riffs, som får lov at udfolde sig med både sang, guitarsolo og melodiøse basgange, så man er i den lykkelige tilstand af hverken at kede sig eller føle sig jaget. John The Tiger følger efter, og er i sin udformning så Sabbathsk at det næsten gør ondt. Sangen har simpelthen alle elementer med, og det er lige så man kan forudse tonerne i den solo der starter omkring 3:30. På samme måde minder titelnummeret Sign Of The Witch både i lyd og harmoni ganske meget om Sabbaths Tomorrow’s Dream, selvom der her er masser af egenart at finde i både trommespil og solo. Sangen Strange Winds, der er pladens længste med sine 5:31, er denne udgivelses Planet Caravan. Det er en lang, dyster og smuk sang, der gør udmærket brug af keyboard, percussion og stemmeeffekter, og som runder oplevelsen af på en fin og melankolsk måde.

Lad mig til sidst beklage de mange referencer i denne anmeldelse, men de er simpelthen ikke til at komme udenom. Som musiker og anmelder er jeg splittet mellem min trang til at harcelere over en så gennemgående mangel på opfindsomhed og originalitet og samtidig klappe i mine små fede fingre over et band, der har formået at tage fat om deres musikalske arv og forme den til noget, der alt andet lige er deres eget. Med syv originale udgivelser i ryggen kan man knapt nok beskylde Orchid for at være et fantasiløst coverband, selv om der ikke er nogen tvivl om hvor deres inspiration kommer fra. Min kritik af Sign Of The Witch skal derfor ikke lyde på hvor meget de minder om et band, hvis gennembrud kom for over fyrre år siden, men snarere på, at de stadig gør det. Der er ikke sket ret meget med Orchid i løbet af de sidste knap ti år, og jeg tror man skal være inkarneret sludge-/doom-/klassisk heavy metal-fan for på stående fod at kunne skelne ret mange af deres sange fra hinanden. Sign Of The Witch er ingenlunde ringe, tværtimod er det loyalt mod forlægget og et veludført stykke retrometal, men jeg kan ikke helt undslå mig tanken om, at Orchid står en smule i stampe. Bestemt en gennemlytning eller to værd, men på længere sigt næppe en plade der vil sætte sig fast i min hukommelse.

Trackliste:
Helicopters (4:06)
John The Tiger(4:53)
Sign Of The Witch (4:23)
Strange Winds (5:31)

Samlet spilletid (18:52)

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.