fbpx

Ophidian I - Desolate

Ophidian I - Desolate

Jeg var ikke meget mere end 20 sekunder inde i den første gennemlytning før det stod klart, at jeg ikke havde fat i et traditionelt Death Metal album, men et, hvor det tekniske spiller en meget stor rolle. Albummet er ”Desolate”, som er den andet udgivelse i fuld længde fra Ophidian I. Bandet er en fem mand stærk combo fra Island, som har eksisteret siden 2010, og debuterede med ”Solvet Saeclum” i 2012.
Selv om der lægges meget på teknik, er kernen i albummets 10 skæringer traditionel Dødsmetal, og det samme label kan sættes på den nye frontmand John Olgeirsson – hans growlende og brølende vokal er helt efter bogen. Det samme ville musikken være, hvis ikke musikerne introducerede mange krøller og detaljer i deres performance. Det sker vel at mærke ikke som i den progressive genre, hvor den slags kan være påtaget og kunstigt - Her fungerer det mere som et ekstra lag af lækkerier. Selv om numrene generelt afvikles i højt tempo, er der konstant overskud til, at der kan flettes lidt ekstra ind - Især de to guitarister leverer mange af den slags detaljer og imponerende soli. I ”Storm Aglow” markerer bassisten Þórður Hermannsson med nogle imponerende løb, at han heller ikke er tabt bag en vogn; det samme viser trommeslageren Ragnar Sverrisson igennem hele albummet.
Med så mange tekniske detaljer er der altid faren for, at det ender kedeligt, men den undgår islændingene. For jo, der går da opvisning i den her og der, men det overdrives ikke. Derfor kan jeg kun anbefale ”Desolate”, også til ikke-teknik fans.

Tracklist:
1. Diamonds
2. Spiral To Oblivion
3. Storm Aglow
4. Unfurling The Crescent Moon
5. Sequential Descent
6. Captive Infinity
7. Enslaved In A Desolate Swarm
8. Dominion Eyes
9. Jupiter
10. Wither On The Vine
Samlet spilletid: 38:51

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Ophidian I
  • Album titel: Desolate
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Pladeselskab: Season of Mist
  • Samarbejdspartner: Season of Mist
  • Genre: Death Metal, Technical

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.