fbpx

Opeth - Pale Communion Fremhævet

Opeth - Pale Communion

Dette ellevte studiealbum fra svenske Opeth markerer efter alt at dømme endegyldigt bandets, eller måske mere præcist hoveddrivkraften Michael Åkerfeldts, afsked med death metal-genren. Væk er de store dissonnerende, distortede akkorder. Væk er de buldrende metaltrommer. Væk er spændingen omkring hvilket af de tonstunge riffs der pludselig ændrer karakter, når det i stedet bliver spillet på en akustisk guitar (Nå ja, ikke helt væk, men det vender jeg tilbage til). Og ikke mindst; Væk er en af de fedeste growlstemmer jeg nogensinde har hørt. Således lettere nedtrykt sætter jeg Pale Communion på igen, og vender opmærksomheden mod det, der er givet os i stedet.

Egentlig burde det jo ikke komme som den store overraskelse, at Opeth, efter tyve års pladeudgivelser og lige så mange forskellige bandmedlemmer gennem årene, efterhånden har udviklet et andet udtryk. Og udviklingen er jo også sket gradvist. Et af bandets varemærker har i mange år været musikkens vekslen mellem de hårde og bløde passager, og senest med Damnation fra 2003 stod det klart, at Åkerfeldts fokus i stadig stigende grad var de mere stille og melodiøse sider. De efterfølgende udgivelser har da også i stadigt større omfang båret præg af en opblødning; I guitarernes og vokalens lyd, sammensætningen af numrene og i det hele taget bevægelsen i retning af et mere rocket og 70'eragtig sound.

Den aktuelle udgivelse er den hidtil mest retroagtige. De bærende elementer i første nummer er således en halvlang og småskæv intro, noget ret Led Zeppelinsk trommespil og et meget prominent, vrælende hammondorgel. Efter et par minutters tid går "hovedmelodien" i gang. Den er ganske som man kunne forvente af Opeth, et clean guitarstykke med lidt piano og nogle meget genkendelige harmonier. Lidt mere orgel end vanligt, og meget mere flydende og melodiøs bas. Og så starter vokalen. Ikke bare med Åkerfeldts rene stemme, men såmænd med et trestemmigt arrangement af den. Dernæst fyldes der på med strygere og en kort men smuk lille guitarsolo, og til slut en decideret prog rock/jazzet outro som klinger ud på en ekstra storladen stadionakkord... Spørgsmålet er vel så, om det efterlader en forvirret eller snarere forventningsfuld.

For mit vedkommende kan jeg ikke komme udenom, at denne plade vokser for hver gang jeg hører den. For selv om Opeth er blevet et meget mere afdæmpet foretagende end de var i de gode gamle dage med Still Life og Blackwater Park, skinner deres virtuositet og særligt Åkerfeldts sangskriverevner så meget mere igennem. Numrene er simpelthen bare godt skrevet, og har en underliggende stemning af dysterhed og melankoli, som bliver bedre forløst i musikken end den gjorde på den gode men alt for korte Damnation. Dertil kommer retroværdien. Denne plade burde bare være opstået i 70'erne, tydeligt illustreret på et nummer som Goblin, med sit Al-DiMeola-jazz-rockagtige udtryk - Som til gengæld bliver efterfulgt af den flydende smukke ballade, River, der halvvejs igennem alligevel ændrer form og vikler sig ind i endnu mere musikalsk tornet underskov.

Opeth har altid haft deres eget udtryk, kombinationen af elementer har været relativt let at genkende, og dette har ikke ændret sig. Åkerfeldts fremragende sangstemme kommer flot til udtryk, og strækker sig fra det rå, hæse og inderlige til den florlette fistelfalset, som nok vil ærgre den lytter, som måtte vente på growlet. For det kommer ikke, hverken i musikken eller i vokalen. Til gengæld bliver vi præsenteret for en gennemført produktion med fødderne solidt plantet i ophavsmændenes musikalske baggrund. Smuk og inderlig, men også sær og kantet - kedeligt bliver det aldrig. Pale Communion udgør det næste, logiske skridt i Opeths udvikling, og de enkelte dele fungerer utrolig godt, både enkeltvis og som samlet enhed.
Jeg siger tak til Opeth for dem de var engang - Men nu er sommeren så småt forbi og efteråret på vej, og der til har de lavet en dunkel, flot og helstøbt plade, som vil komme til at fungere rigtig godt jo længere og mørkere aftnerne bliver.

 

Track list:
01 Eternal Rains Will Come (6:43)
02 Cusp of Eternity (5:37)
03 Moon Above, Sun Below (10:53)
04 Elysian Woes (4:48)
05 Goblin (4:34)
06 River (7:33)
07 Voice of Treason (8:00)
08 Faith in Others (7:41)

Samlet spilletid: (55:48)

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.