fbpx

Nova Collective - The Further Side

Nova Collective - The Further Side

Med et line-up der tæller medlemmer af bands som Between The Buried And Me, Trioscapes og Haken er det svært ikke at have forventninger til denne skive, selv om Nova Collective er et nyt band.

Med medlemmernes meriter in mente havde jeg ventet progressiv musik, men det overraskede mig alligevel, at det hele er instrumentalt. Det stiller store krav til musikerne, for der skal noget ekstra til for at erstatte den manglende vokal. Og man må sige, at der bliver leveret noget specielt, for Nova Collective består af virkelig dygtige musikere. De håndterer de skæveste takter og de vildeste løb med en selvfølgelighed, som man ikke kan være andet end imponeret af. Uanset hvor vildt og skævt det går for sig, så sidder ALLE anslag der bare med en usvigelig sikkerhed; det er temmelig imponerende.

Desværre kan dette ikke overføres direkte på den samlede oplevelse af "The Further Side”, for et tårnhøjt teknisk niveau er ikke ensbetydende med et godt samlet resultat. Problemet er, at numrene rent oplevelsesmæssigt svinger mellem OK og Booooring – fraværet af vokaler gør sit, men musikerne gør det helle ikke let for sig selv. Alt for ofte spiller de sig selv op i et hjørne, hvorfra det ikke rigtigt går videre; enten bliver der terpet diverse skalaer, eller også ender det hele i mærkelige plink-plonk lyde. Der er også passager med udmærket musik, men det er for lidt.

Jeg kan forestille mig, at udøvende musikere får mere ud af denne type musik end undertegnede, som blot er musikelsker. Under alle omstændigheder er der for lidt underholdning i de godt tre kvarters spilletid, og det er kun medlemmernes imponerende kunnen, der forhindrer mig i at tildele Nova Collective en bundkarakter.

Tracklist:
1. Dancing Machines
2. Cascades
3. Air
4. State of Flux
5. Ripped Apart and Reassembled
6. The Further Side
Samlet spilletid: 47:52

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Nova Collective
  • Album titel: The Further Side
  • Karakter: Karakter: 2.5
  • Pladeselskab: Metal Blade Records
  • Samarbejdspartner: Metal Blade Records
  • Genre: Progressive, Rock, 60'er, Instrumental

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.