fbpx

Metallica - Hardwired... To Self-Destruct Fremhævet

Metallica - Hardwired... To Self-Destruct

Så oprandt omsider året, hvor der atter gik lyd fra verdens største metalband. For det er Metallica. Hvornår man end afskrev dem, og hvad man end mener om deres forskellige kunstneriske derouter og kreative dødfødsler siden de dér famøse fire første studiealbums.

“Hardwired… To Self-Destruct”, som Metallica har døbt deres 10. studieudgivelse, er knapt så teknisk udfordrende som dens otte-årige storebror, den overraskende fuldfede “Death Magnetic” (’08), men mindst lige så hårdtslående. Det er ingenlunde lyden af et band, der har noget at tabe, men måske stadig noget at bevise.

I hvert fald virker det, som om Hetfield og Ulrich har gået efter en vis mængde materiale, der presser bandet til dets maksimale ydeevne. Og som for at imødekomme forbillederne i Iron Maiden, der sidste år glimrede med det succesfulde dobbeltalbum “The Book of Souls”, er “Hardwired… To Self-Destruct” kommet til at fylde +77 minutter fordelt over to skiver. Meget kan man sige om Metallica, men som så mange gange før er de ganske enkelt all-in på det, de nu engang foretager sig.

Da jeg første gang trykkede play på “Hardwired…”, fandt jeg mig selv med et stort, lyksaligt grin over hele flaben. Et grin af den type, der bare ikke forsvinder, selvom man prøver nok så hårdt på at bibeholde en mere end usund skepsis. Det indledende titelnummer fastspænder med maskinel stålsathed lytterens ædlere dele til en forkromet kofanger og smadrer ud over asfaltstepperne, som skulle det være sidste gang nogensinde. Lige så uimodståeligt kæk er den følgende “Atlas, Rise!”, der med sin kuperede rytmefigur virker som en modnet udgave af et nummer fra “Kill ‘Em All” (’83).

Udover alt det skønne fræs, som Metallica i sin tid selv var med til at perfektionere, trakteres vi med beskidt, fokuseret truckertyngde i “Now That We’re Dead”. Vi har en nutidig “The Thing That Should Not Be” i den ondsindede Cthulhu-hymne “Dream No More”, der under første gennemlytning fik denne dedikerede Lovecraft-læser til at huje af ren fryd. Og på den halv-episke midttemporocker “Halo on Fire” minder Hetfield os lige om, at han faktisk slet ikke er nogen dårlig sanger, inden det afsluttende crescendo henleder tankerne på den majestætiske “The Outlaw Torn” fra verdens mest misforståede rockplade, “Load” (’96).

Udover et par uheldige “together/forever” og “fire/desire”-rim er også tekstfronten overbevisende. Hetfields mærkbare livsglæde står i skærende kontrast til hans ofte nihilistisk sortsynede lyrik, der, som flere har bemærket, passer uhyggeligt præcist med elementer fra USA’s endnu engang mest absurde valgkamp til dato. Og med afgørelsen af Trump som præsident er det ekstra svært ikke at se dennes tilhængere portrætteret i hele teksten til “Moth into Flame” eller nationens trøstesløse fremtid i titelnummeret. Om det hele er tilsigtet, tør jeg ikke sige. Dog virker det mere end tilfældigt, at Metallica ikke har givet lyd fra sig igennem hele Obamas valgperiode og nu fremlægger så megen dystopi som hér.

Men nok politik. Hvorom alting er, er der flere årsager til, at jeg ikke kan give “Hardwired… To Self-Destruct” mere end “bare” en god karakter. Ligesom på “Death Magnetic”, er der heller ikke just nogle fremtidige klassikere at hente hér. Selvom Hetfield og Ulrich overordnet har redet på en frugtbar sangskrivningsbølge, er pladen overordnet at betegne som håndværk. Generelt udmærket håndværk, bevares, men hverken videre inspireret eller catchy.

Frem for alt er især disc 2 ydermere ikke foruden en del strukturelt rod og dødvægtsmateriale. F.eks. kunne de retningsløse “Confusion” og “Here Comes Revenge” sagtens have været helt udeladt eller forbeholdt en deluxe-edition. Og så burde en Lemmy-hyldest altså være væsentligt mere fandenivoldsk end den slæbende “Murder One”, der lige så godt kunne have befundet sig på anden (og mindst interessante) halvdel af “ReLoad” (’97).

Hertil kommer de tekniske begrænsninger. Hetfield skråler meget på anstrengelse snarere end overskud, og vokallinierne afviger således sjældent fra at være centrerede omkring grundtonen. Og selvom Hammett lige så stille opper sig, som numrene skrider frem, holder han sig overordnet til de samme fem-seks leadelementer, han har lavet variationer over gennem de sidste 20-30 år.

Hvad trommerne angår, kan Ulrich stadig ikke altid finde ud af, om han skal spille lige på eller tilnærme sig shuffle. Så det ender somme tider med at være en mellemting. Han kan holde takten og banke dyreskind og messing, som man ville smaske en flue med en sammenrullet avis; feeling og dynamik kommer han aldrig helt til at vide hvad betyder. Ja, det er egentlig sjovt, som bandets indiskutabelt teknisk største begavelse er dets senest optagne medlem, bassist Robert Trujillo, og at denne gør absolut mindst væsen af sig i studieregi.

I det hele taget er “Hardwired… To Self-Destruct” ikke just at betegne som særligt elegant. - Men det er, med al kritik hermed fejet af bordet, aldeles heller ikke meningen. Dennehér skive er så knuselskeligt benhård og kompromisløst rå, som man nu engang kan tillade sig at forvente det af ren musikalsk machismo, når den leveres af familiefædre med grånende kinder og tiltagende Voldborg-kalot. (Så gør dog noget, Lars!) Og så bør det forøvrigt nævnes, at produktionen denne gang er langt mere åben og naturlig end det komprimeringshelvede, som “Death Magnetic” fik så velfortjent mange høvl for.

Man skulle ikke tro, at et band, der har begået så tvivlsomme karriere-moves og fået prædikatet “sell-out” så mange gange, at de nærmest egenhændigt kan tilskrives dets definitive udvanding, efter 35 år stadig kunne have sådanne fem kvarters ståldundrende lammetæsk i sig. Men fandme jo. Skulle der efter den forrygende afslutter “Spit Out the Bone” stadig sidde enkelte klagetanter tilbage blandt lytterne, vil jeg tillade mig at konkludere, at disse slet og ret ikke vil kunne lide hverken pladen eller bandet. De findes jo, den slags mennesker.

Samlet set er “Hardwired… To Self-Destruct” ikke bedre end forgængeren; dertil kan dobbeltalbumformatet ikke bære mængden af fyldmateriale. Men som vidnesbyrd på en tilsyneladende uudslukkelig vitalitet hos verdens største metalband, er den en mindst lige så kærkommen overraskelse som “Death Magnetic” var. Metal spillet af grupper med en gennemsnitsalder på over 50 ER fandme bare den ægte deal hér i 2016. Og alverdens headbangere kan nu føje Metallicas nye album til listen over fine eksempler herpå.

Trackliste:

DISC 1:
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth into Flame
5. Dream No More
6. Halo on Fire

DISC 2:
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit out the Bone
Samlet spiletid: 77:26

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.