fbpx

Metal Allegiance - Volume II-Power Drunk Majesty Fremhævet

Metal Allegiance - Volume II-Power Drunk Majesty

Da Metal Allegiance startede i 2014, var det mest en legeplads for verdens store Metalnavne, hvor en kerne bestående af Alex Skolnick (Guitar), Mark Menghi (Bas), Mike Portnoy (Trommer) og David Ellefson (Bas) supporterede de sangere og musikere, der lige var disponible til at optræde. Siden kom der både et album og en EP fra projektet, og nu har de fire hovedaktører besluttet sig for, at konceptet kan klare endnu en tur i manegen – en risikabel satsning, da den slags som regel er mere spændende for musikerne end for lytterne. Heldigvis markerer det foreliggende album undtagelsen, der bekræfter dén regel, for der er kommet en forrygende godt Thrash album ud af anstrengelserne.

Det skyldes dels, at man igen har fået hjælp af top guitarister som Andreas Kisser, Nita Strauss og Joe Satriani – den slags trækker sjældent fra. Mere vigtigt er, at samtlige numre virkelig er godt gennemarbejdede; man har ikke søgt nemme løsninger og genveje, men har lagt sig i selen med at skabe godt materiale.

Det kommer sangerne til gode, for de placeres i rammer, der passer perfekt til den enkelte. Man kunne måske øffe over, at der ikke eksperimenteres, men på den anden side gør alle vokalister det, de er bedst til. Derfor er det fedt at høre Bobby “Blitz” Ellsworth (Overkill) thrashe afsted i ”Mother of Sin”, mens Mark Tornillo (Accept) fører an i den mere traditionelle Heavy Metal i ”Terminal Illusion”. I ”King with a Paper Crown” growler Johan Hegg (Amon Amarth) virkelig grumt, mens Max Cavalera (Soulfly) giver “Voodoo of the Godsend” et skær af mystik, inden Floor Jansen (Nightwish) lukker og slukker med en virkelig stærk performance i anden del af titelnummeret.

Som prikken over i’et har Skolnick og Menghi givet albummet den stærke produktion, det fortjener; det understreger den seriøse tilgang til arbejdet og placerer albummet som en kandidat til titlen som årets Thrash-album.

Tracklist:
1. The Accuser (feat. Trevor Strnad)
2. Bound by Silence (feat. John Bush)
3. Mother of Sin (feat. Bobby Blitz)
4. Terminal Illusion (feat. Mark Tornillo)
5. King with a Paper Crown (feat. Johan Hegg)
6. Voodoo of the Godsend (feat. Max Cavalera)
7. Liars & Thieves (feat. Troy Sanders)
8. Impulse Control (feat. Mark Osegueda)
9. Power Drunk Majesty (Part I) (feat. Mark Osegueda)
10. Power Drunk Majesty (Part II) (feat. Floor Jansen)
Samlet spilletid: 54:33

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.