fbpx

Marilyn Manson - The Pale Emperor Fremhævet

Marilyn Manson - The Pale Emperor

Der var en gang… Sådan starter mange folkeeventyr. Sådan kunne man passende starte historien om chok-rockeren Marilyn Manson. Der var engang en musiker, der for alvor kunne forarge verden, skrive gode numre og performe som en superstar. I dag er Brian Hugh Warner 46 år, og det er efterhånden ved at være nogle år siden Manson på nogen måde forargede, eller for den sags skyld komponerede god musik. Trekløveret Eat me, Drink me (2007), Lost & Found (2008) og The High End of Low (2009), virkede som tre forcerede albums langt fra Mansons fordums storhedstid – Born Villian (2012) ingen undtagelse. Herefter tog Manson en tiltrængt tænkepause, og nu anno 2015, er den en gang så groteske kunstner igen i vælten.

Slut 2014 luftede Manson første single fra 2015 udgivelsen, Pale Emperor. ”Third Day Of A Seven Day Binge”. En single der fremviste en kunstner, der lod til at have genopfundet sig selv, på samme måde som han gjorde på Mechanical Animals. Musikalsk milevis fra 98 klassikeren, men med en ny lyd. Mere rocket/blusinspireret, mere støvet, mere rustent og langt mere sexet end hørt i lang tid. ”Deep Six” var pladens andet udspil. Et nummer der i langt højere grad lægger sig op af hvad der tidligere er hørt. En knusende guitar i omkvæd og en aggressiv gang vokalfrasering. To stærke numre, men mere bliver det heller ikke til.

Det lækre, sexede og aggressive, der hver især kendetegner de to førnævnte numre, bliver løbende udskiftet med halvkedelige riffs, uopfindsom lyrik og sørgelig vokal, der alt sammen svømmer i selvmedlidenhed. Strofer som ”To many kills, and not enough pills” (The Devil Beneth My Feet), lyder ikke bare dårligt, det tenderer til klicheramt elendighed. Det hjælper ikke yderligere, at Manson på ”Birds Of Hell Awaiting” så tydeligt finder inspiration i eget tidligere materiale – tromme og basgang lugter bare lidt for meget af ”The Dopeshow”. Den blusede sound er gennemgående på The Pale Emperor, og er uden tvivl et af albummets stærkeste sider. Desværre formår Manson ikke at udnytte mulighederne godt nok. Kompositionerne er ikke stærke nok, og sammenlignet med ”Third Day Of A Seven Day Binge”, falmer det resterende materiale. Nuvel, ”Odds Of Even” har et eller andet lækkert og dystert over sig. Manson småcrooner sig igennem twanged guitar og lukker og slukker for et album, der kunne have været så meget mere. Det er ærgerligt. Man sidder med fornemmelsen af, at Manson endelig havde fundet en ny retning. Et modent image, og endelig kunne smide den klischeramte og utroligt upassende chok-rocker kappe fra sig. Det kan han alt andet lige stadig, men ikke på så fornem vis, som man kunne have håbet. The Pale Emperor er forhåbentlig starten på et nye og langt mere interessant eventyr, men til forskel fra klassiske folkeeventyr, ender dette Brian Hugh Warner eventyr ikke lige så lykkeligt. 3 ud af 6.

Tracklist:
1.Killing Strangers
2.Deep Six
3.Third Day Of A Seven Day Binge
4.The Mephistopheles Of Los Angeles
5.Warship My Wreck
6.Slave Only Dreams To Be King
7.The Devil Beneath My Feet
8.Birds Of Hell Awaiting
9.Cupid Carries A Gun
10.Odds Of Even

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Marilyn Manson
  • Album titel: The Pale Emperor
  • Karakter: Karakter: 3.0
  • Pladeselskab: Cooking Vinyl
  • Samarbejdspartner: Playground Music
  • Genre: Nu Metal, Rock, Industrial , Heavy

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.