fbpx

Kollapse - Angst Fremhævet

Kollapse - Angst

Det kan godt være at sommer, sol og varme omfavner Danmark i øjeblikket, men vi vender snuden mod det kolde og dystre Nordjylland for at høre den nye udgivelse med Hardcore bandet Kollapse. Dette er et album som jeg har hørt en masse om, men jeg har ikke fået taget mig sammen til at få det lyttet igennem. Albummet er slet ikke dit nymoderne standard Hardcore album, men en sammensmeltning af en masse forskellige subgenrer blandet sammen med deres Hardcore inspirationer. Jeg kunne både fornemme inspirationer fra bands såsom YOB, Neurosis og Cult Of Luna. Angst er også noget af en albumtitel og sammen med albumcoveret, så er det allerede gearet op til at være noget af en udgivelse.

Void er åbneren på albummet, og den mere doomede stemning som blev nævnt tidligere er hovedtemaet i nummeret. Der er selvfølgelig lige nogle gange hvor du har blastbeats og tremolo guitar, men det er uden tvivl det mere doomede som dominerer. Jeg følte mit hoved begyndte at rykke frem og tilbage hele vejen igennem nummeret, og det dystre og meget abstrakte lydbillede scorede mange point for mit vedkommende. Det er tungt som ind i helvede, og den massive lydmur gør det endnu federe. Death Of A Monotheist er lidt mere det traditionelle Crust Punk/D-Beat nummer på albummet, hvor det er mere energi og hastighed som er i fokus i stedet for det mere tunge og atmosfæriske, men super fedt nummer alligevel. Gueules Cassées er uden tvivl mit favorit nummer på albummet. Åbningen lyder lidt som franske Celeste og The Psyke Project a la Guillotine perioden. Jeg elsker specielt midterstykket, hvor det kun er guitaren som spiller en smuk men melankolsk melodi, før det hele kommer smadrende tilbage og de skrigende vokaler sender lytteren afsted imod et angst helvede (pun intended), og så overrasker det mig gevaldigt at de smider et klaverstykke ind til sidst i nummeret hvor jeg følte mig fortabt, imens jeg hørte sangen og bare stirrede ind i albumcoveret. Blinding Light er også et nummer som skiller sig ud fra resten af albummet. Et smadret Hardcore band har valgt at lave en sang med akustisk guitar? Det her skal nok blive spændende, og det fungerer super godt. Lidt Pink Floyd agtigt guitarspil på den akustiske guitar indtil hele bandet kommer på og spiller med. Men det er ikke lang tid bandet spiller smadder, før der kommer noget guitarspil tilbage med en masse effekter og skaber denne lidt shoegaze agtige stemning.

Kollapse er i mine øjne et band som selvfølgelig skal spille på de smadrede undergrunds punk spillesteder rundt i landet, så er det også et band jeg nemt kunne se spille til en kunstudstilling. Bandet tør at tænke udenfor boksen, og de gør det som mange bands ikke lige helt tør. F.eks. at de tør at inkorporere instrumenter som Akustisk Guitar og Klaver, så tør man altså at afprøve nye grænser af. Det bliver spændende at følge med i, hvad Kollapse finder på at gøre, som det næste, da jeg virkelig elskede den her udgivelse.

Trackliste:
1. Void
2. Death Of A Monotheist
3. Gueules Cassés
4. Til Hølle
5. Blinding Light
6. Nesting
7. Abandon

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Kollapse
  • Album titel: Angst
  • Karakter: Karakter: 6.0
  • Pladeselskab: 5FeetUnder Records
  • Samarbejdspartner: 5FeetUnder Records
  • Genre: Hardcore

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.