fbpx

Impalers - Prepare For War EP Fremhævet

Impalers - Prepare For War EP

I anledning af danske Impalers signing hos selskabet Evil Eye, og den snarlige udgivelse af deres anden fuldlængde plade, har Evil Eye stået for genudgivelsen Impalers fire numre lange EP fra sidste år, der bærer titlen Prepare For War.

Skiven indeholder to originale skæringer samt covers af Motörheads "The Hammer" og Sodoms "Napalm In The Morning", og byder derudover på gæsteoptræden fra Essence' Lasse Skov på titelnummeret. Det skal siges, at jeg bruger ordet "original" i betydningen "selvkomponeret", da Impalers spiller thrash som om tiden gik i stå for 30 år siden. Hvis man tænker Kreator og det tidlige Metallica, eller for så vidt Impalers egen debutskive fra 2013, Power Behind The Throne, tænker man ganske rigtigt. Tørre, hurtige og fræsende guitarriffs danner udgangspunktet for den hæst skrigende vokal, iblandet lejlighedsvise råbekor. Soliene er hurtige, melodiøse og udført med præcision, og under det hele ligger den typiske nærmest polkaagtige thrashtrommerytme stramt gennem de to første sange. Sangene hænger godt sammen, så godt, så de strengt taget kunne have hængt sammen i et nummer, og måske er det derfor heller ikke overraskende, at de to numre der skiller sig mest ud fra resten egentlig er de to covers. Begge er udmærket og ganske loyalt udført, selvom der er noget mere kant på Impalers' version af især Napalm In The Morning. Hvor Sodomnummeret ellers ligger tæt op af stilen i øvrigt, så tæt, at jeg først ikke opdagede der var tale om et cover (Note to self: listen to more SODOM, damnit!), er The Hammer med sit punk'n'rollede udtryk tydeligt anderledes. Og igen fungerer nummeret sådan set udmærket, tilsat lidt dobbelte stortrommer og sanger Søren Crawacks råbende, ikke helt ueffne Lemmy.

Hvis jeg et øjeblik skal forsvare de mange referencer til andre bands må det gøres ved at pointere, at Impalers egne numre er så utroligt old school. Der er absolut intet nyt under solen på Prepare For War, og hvis man var lidt negativt indstillet kunne man med nogen ret beskylde Haderslevdrengene for at ride samtlige klicheer i genren til døde. Sagen er så den, at de gør det temmelig godt, hvilket gør det umuligt ikke at holde af denne EP, og glæde sig til at høre om stilen kan holde til hvad jeg formoder må blive en hel plade i præcis samme stil. For opfindsomhed får Impalers ingen points denne gang, men for teknisk veludført og fængende thrash skal de have cadeau og en samlet karakter over middel.

Track list:
Prepare For War (4:15)
Destination Warfare (2:23)
Napalm In The Morning (4:47)
The Hammer (Motörhead cover) (2:44)

Samlet spilletid: (14:09)

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.