fbpx

Igorrr - Savage Sinusoid

Igorrr - Savage Sinusoid

Selv om jeg efterhånden har anmeldt rigtig mange albums i løbet af årene, kommer der ind imellem udgivelser, som er så anderledes, at de ikke bare tiltvinger sig ekstra opmærksomhed, men også udfordrer min opfattelse af, hvordan musik skal lyde - ”Savage Sinusoid” er en sådan udgivelse. Bag albummet står Igorrr, som er et af flere enmandsprojekter, som den franske multiinstrumentalist Gautier Serre har gang i.
På det foreliggende album har han gang i en masse, for der bliver brugt en sjældent hørt bredde i de genrer, der anvendes. Listen rækker fra Black Metal over Industrial til Klassisk musik og Dubstep. Det lyder vildt, men når det hele blandes, bliver det endnu vildere og svært at beskrive. Jeg prøver alligevel med et par eksempler:
I ”Opus Brain” akkompagneres en kvindelig Operasanger af blastende trommer og klassiske guitarer, som i nogle perioder afbrydes af Electro og Dubstep, i andre af Metal med en vanvittigt skrigende vokal. Tilsvarende mikser ”Cheval” østeuropæisk Folkemusik med Dubstep elementer og Opera, mens der i ”Apopathodiaphulatophobie” bydes på både Death Metal, Opera og Industrial. Nej, det giver ikke mening, det skal høres …

Iflg. pressematerialet har det taget Serre fire år at skrive, indspille og mikse albummet, og det tror jeg gerne – Der er ikke brugt samples, så alt er optaget i studiet. Og med alle de detaljer der er at holde styr på, har det ikke været nogen lille opgave at mikse det hele.

Jeg kan ikke bestemme mig for, hvem der er modigst – Gautier Serre, eller den person hos Metal Blade Records, som har signet ham. Uanset hvad, så løber man en kæmpe risiko at satse på noget så outreret som Igorrr. Men jeg synes, at modet skal belønnes, for denne totalt forvirrende cocktail har altså mange kvaliteter. Jo, der vendes totalt op og ned på alle konventioner om, hvordan musik skal lyde, men Igorrr er ikke anderledes bare for at være anderledes. Jeg havde længe sat bedømmelsen til fem stjerner, men samlet set er der for meget Electro i forhold til mængden af Metal. Det koster et enkelt lille klik i karakteren, men 4½ takkede er ret flot for et album, som helt sikkert vil dele vandene.


Tracklist:
1. Viande
2. ieuD
3. Houmous
4. Opus Brain
5. Problème d'émotion
6. Spaghetti Forever
7. Cheval
8. Apopathodiaphulatophobie
9. Va te Foutre
10. Robert
11. Au Revoir
Samlet spilletid: 39:26

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Igorrr
  • Album titel: Savage Sinusoid
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Pladeselskab: Metal Blade Records
  • Samarbejdspartner: Metal Blade Records
  • Genre: Avantgarde

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.