fbpx

I'll Be Damned - I'll Be Damned Fremhævet

I'll Be Damned - I'll Be Damned

At I’ll Be Damned har gjort sig til en succeshistorie på at mestre evner, man som minimum bør kunne forvente opøvet hos snart sagt enhver rockgruppe (i.e. skrive fængende sange, spille ordentligt sammen og gi’ den max hammer live), siger noget om, hvor eksistensberettigede de er på den danske musikscene anno 2015. Både publikum og anmeldere er notorisk begejstrede over de gæve østjyder, hvis meritter bl.a. tæller månedens demo i Gaffa, finaleplads i KarriereKanonen, kritikerroste koncerter på bl.a. Spot og Skanderborg Festival samt opvarmningstjanser for Airbourne og D-A-D. Og nu har bandets mindst lige så gæve fanbase altså kvitteret med imponerende +50.000 kr. i crowdfunding til Tue Madsen-produktion og udgivelse af I’ll Be Damneds første, selvbetitlede langspiller.

Hvis man kender bandet, ved man, hvad man kan forvente. Og dét får man: En kontant, sonisk kæverasler med en attitude der skodder joints i din rodfrugtsalat, en sound der graver direkte forbindelse mellem traditionel bluesrock og moderne sydstatsmetal, og et tekstapparat der langer stikpiller ud til forbrugerfår, konkurrenceøkonomi og organiseret overtro. Du godeste, hvor er det dog kærkomment. - Og fandme nødvendigt.

“Believe It” virker umiddelbart som en lidt overraskende skæring at lægge ud med. Men idéen vokser på mig. Det indledende leadtema er utroligt kækt og letbenet, - og så meget desto mere løfter det tunge b-stykke på paradoksal vis hele stemningen. Nummeret når faktisk at udvikle sig ganske gevaldigt i løbet af dets kun lige knapt 2,5 minutter, og det ender således som en forbandet effektiv, kreativ og alt andet end ydmyg intro til bandets indtil videre vel nok største “hit”, fanfavoritten “Fever”.

Til gengæld er det i dennes forresten ellers fænomenale vokalbreak, at skivens… ja, okay, mindst stærke punkt afslører sig. Det skal nemlig ikke forstås sådan, at vokalen i og for sig er svag - tværtimod. Stig Gamborg er en skidedygtig sanger; han bruger flittigt af sine forhåndenværende variationsmidler, og helt generelt fungerer det. Men lige så generelt er bandets mange ligheder med Down og Black Label Society - og dermed den utaknemmelige sammenligning med Phil Anselmos og Zakk Wyldes monstrøse tordenstemmer - så åbenlyse, at de er umulige at komme udenom. Lige så mange lovord, jeg ellers har tilovers for Gamborg som både frontmand og vokalist rent teknisk, lige så svært er det for hans naturlige klang at matche bandets gerne massive cementvæg af fedt distortede sumpriffs. I hvert fald efter min smag. Og det er sjovt, for det mente jeg egentlig sagtens, den kunne på optagelserne fra bandets "The First Coming"-demo.

For nu at dvæle ved kritikpunkterne er visse af andenstemmerne lige lovligt pæne og måske ikke altid vildt nødvendige. Men jeg ved det ikke helt; det føles af og til, som om I’ll Be Damned prøver at trække sig lidt væk fra deres hidtil hjemlige Down-/Clutch-/Red Fang-territorium og mere i retning af The Hives-/Jet-/Foo Fighters-territorium. Dét kunne også forklare, hvorfor den ellers så fremragende “A Hanging Job” er ekskluderet - og den i øvrigt ganske fine, stenerfilosofiske “Everything Wiggles” er inkluderet. Men det forklarer ikke noget så vigtigt for os præ-iTunes-musiklyttere som selve rækkefølgen af numrene, der i dette tilfælde gerne virker, som det hedder nu om dage, lidt random. For eksempel synes den tyngde, der er så vigtig for bandet, at være en kende overrepræsenteret på skivens anden halvdel, hvor den første er mere all-round straightforward-rocket. Den konkluderende “All Be Damned” virker desværre lidt antiklimatisk ift. den monsterafslutning, som “Fever” kunne have udgjort; det ville både nummeret og pladen sagtens have kunnet bære.

Nå. Men altså, det rocker jo, det hér. De enkelte sange er der for så vidt intet i vejen med. Den gennemgående standardmodus er nærmest konstant skruet op på “nosseprygl“, og sangskrivningsniveauet i sig selv gør I’ll Be Damned mindst lige så berettigede i primetimeradio som… ja, hvem de nu end spiller dér. Og når man så kommer ud over førstehåndsindtrykket, afslører skiven også et par lækre detaljer i form af bl.a. noget så gammeldags som guitarsoloer - fede guitarsoloer, tilmed. “Real Monsters” byder på en pikant lille underspillet shuffle, og “Your Only Home” klæder hele den omkringliggende plade ved at være møjsommeligt langsom og næsten foruden spade i versene.

Måske er teksten i den ellers tonserfede “People Who Hate People (Come Together)” en kende uheldig, når man tager hjembyen Aarhus’ ærgerlige tendenser til højreekstremisme i betragtning. Men hvis man fatter noget, kan man også høre, at I’ll Be Damned netop gerne vil have en til at fatte noget. Såsom at det kun forhaler vores fremskridt som art, hvis vi bliver ved med at bekrige hinanden, lige meget om det er over så forskellige grunde som race, entreprenørskab eller satiretegninger. Såsom at man betaler penge for at lade sig kultursodomisere, når man forbruger musik fremavlet af højtrangerende interessenter med skriveborde i glastårne fremfor musik skrevet af hårdtarbejdende ildsjæle med instrumenter i øvelokaler. Såsom I’ll Be Damned.

Det er netop denne lidenskabelige drivkraft, der gør de hér gutter mere interessante end det gennemsnitlige rockband, og som i løbet af de kommende år vil fastcementere dem som en institution i dansk rockmusik.
De kan drive det vidt.

Helt generelt skal I’ll Be Damned dog nok overveje, om de vil satse på at spille heavyrock eller bare rock-rock. Eller måske skal de blive lidt mere fingernemme til at fusionere disse, deres to overordnede modaliteter, som indtil videre meget kører på enten/eller-basis. Det er f.eks. forståeligt, hvorfor den AC/DC-klingende “Drainage” er valgt som singleudspil, for den er fandengaleme catchy. Og hér synes der knapt så stor diskrepans mellem vokalens og guitarernes respektive udtryk. Men herfra at se er I’ll Be Damned imidlertid bedst, når de dyrker de betontunge half-times og møgbeskidte riffs som i “Shopping With a Shotgun”, “Right For the Money”, “People Who Hate People” og naturligvis “Fever”, der efter min mening er skivens ubestridte, fandenivoldske højdepunkter.

Afslutningsvis vil jeg anbefale enhver, der læser dette, at fange bandet live, da det er dér, de bedst kommer til deres ret. Følg selv med på deres Facebook-side, hvor adskillige publikummer har smidt tilkendegivelser om at være blevet nyligt omvendt efter et I’ll Be Damned-show.

“I’ll Be Damned” udkommer d. 19/10. Bandet afholder to releasefester på stamstedet Escobar - hhv. d. 17/10 i København og 24/10 i Aarhus.

Trackliste:
1. "Believe It"
2. "Fever"
3. "Drainage"
4. "Fuck the World (Be Happy)"
5. "Real Monsters"
6. "Your Only Home"
7. "People Who Hate People (Come Together)"
8. "Schizophrenic Homos"
9. "Right For the Money"
10. "Everything Wiggles"
11. "Shopping With a Shotgun"
12. "All Be Damned"
Samlet spilletid: 45:30 min.

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.