fbpx

Hideous Divinity - Cobra Verde

Hideous Divinity - Cobra Verde

Hideous Divinity er et italiensk band med en broget historie: i gamle dage var bandets base i Norge, men med italienske medlemmer. Nu er bandet så udgjort af italienere og baseret i Italien, så forvirringen stopper her.

For et par år tilbage smed de deres debutskive ”Obeisance Rising” på gaden. Så vidt jeg husker, var skiven kraftigt inspireret af John Carpenter-filmen ”They Live”, og resultatet var en solid affære med smæk for skillingen der ikke blev glemt med det samme.

Nu er tiden kommet til den svære to’er, og jeg har ganske vist ikke hørt forgængeren i en rum tid, men jeg synes at denne nye skive gør ovenstående kliche til skamme. Denne skive gør det let for Hideous Divinity. Det er nemlig velspillet og velskrevet death metal, der serveres al dente her. Bandet har tillagt sig at gøre numrene lidt længere men samtidigt mere varierede, og det pynter, da numrene har længere tid at folde sig ud på. Samtidigt er det musiske niveau steget – 4 nye medlemmer har åbenbart noget at sige! Forgængeren havde egentlig et fint teknisk niveau, men den har altså lige fået et par procentpoint oveni. Hastigheden er overall steget, men også guitarsoli og riffs er markant steget i sværhedsgrad. Dette uden at miste lytbarhed, for her er stadig ikke tale om teknisk show-off eller instrument-onani.

Hvis jeg skal sætte en finger et sted, må det være produktionen, der fuldstændigt sylter bassen. Vokalen kunne også godt have været længere fremme i lydbilledet, men det er en smagssag. Jeg synes blot at kunne huske, at forgængerens produktion havde langt mere punch og nosser, end tilfældet er her. Ligeledes er covernummeret af Ripping Corpse’s ”The Last and Only Son” ligegyldigt i mine ører.

Jeg vil stadig holde fast i min semi-sammenligning med Nile – i denne anledning har man sågar fået Dallas Toler-Wade til at byde ind med gæstevokal på et enkelt track, så det kommer altså til at smage lidt mere af Nile!
Hideous Divinity opfinder så absolut intet nyt, men deres death metal er højst fornøjeligt og veleksekveret, og skal belønnes herefter. Når nu jeg giver ”Cobra Verde” den samme karakter som forgængeren, er det egentlig et udtryk for, at skiven er rigtig god – den er på et andet niveau end forgængeren, som dog havde lidt andre kvaliteter.

Check numre som ”Alonest of the Alone”, ”Cobra Verde” og ”Sinister and Demented”, og hvis du ikke er overbevist, så kom til Aalborg Metal Festival på lørdag, hvor de spiller live!
Uagtet er ”Cobra Verde” et fedt album!

Tracklist:
01: In My Land I was a Snake
02: The Sombre Empire
03: Cobra Verde
04: Salt in the Martyr’s Tear
05: Sinister and Demented
06: Desolation Within
07: The Alonest of the Alone
08: Adjinakou
09: The Last and Only Son

Total Spilletid: 45:43 Minutter

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Hideous Divninity
  • Album titel: Cobra Verde
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Pladeselskab: Unique Leader Records
  • Samarbejdspartner: Earsplit PR
  • Genre: Death Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.