fbpx

Helhorse - Helhorse Fremhævet

Helhorse - Helhorse

Københavnsk/nordjyske Helhorse slår for alvor fra sig på bandets tredje fuldlængdeudgivelse. Og bortset fra enkelte afstikkere, leverer de et absolut solidt album.

Men lad mig starte ved begyndelsen: Overordnet set er albummet inddelt i fire afdelinger, hver afgrænset af et interludium. Der kan muligvis stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er nødvendigt med disse interludier og om de ikke bare er overflødigt fyld, men det må være den enkelte lytters afgørelse. Hvis man ser på dem som elementer, der opdeler pladen, fungerer det udmærket.

Albummet lægger således hurtigt fra land med den tungt rockende ”Carry Your Own”, der udmærker sig ved både at være noget af det tungeste – og mest iørefaldende, Helhorse har leveret. Den tendens fortsætter de på ”Among the Wolves”, ligesom ”Fortune Favors the Bold” på smuk vis afslutter pladens første, melodiske del, inden det første interludium giver ørerne mulighed for at slappe lidt af.

Det bliver der nemlig brug for, når ”The Blood Boiler” brager ud af højttalerne. Her stikker det så lidt af for helvedeshesten, når Aske Kristiansen overtager mikrofonen fra Mikkel Wad; for hvor Mikkel Wad har en fed og bred vokal, er det temmelig kontrastfyldt, når Aske råber på bedste hardcore-vis – det bliver lige lovlig broget.

Det opvejes dog af den efterfølgende skæring, som Helhorse klogelig har udsendt som single forud for albummet; ”Hell of a Ride” sælger sig selv og hele albummet.

Pladens tredje del består blot af ”Raise the Black Flag”, som igen bliver … skæmmet (det er et forkert ord, for nummeret bliver ikke ødelagt) af Aske Kristiansens hardcorevokal – det passer bare ikke rigtigt ind i sammenhængen.

Men hvor pladen hidtil har været tung, og alligevel med glimt i øjet, formår Helhorse at smide malurt i bægeret med ”My Haven Your Hell”, der er vanvittigt tung, og på tekstsiden ikke er videre opløftende. Heldigvis kommer det gode humør og fandenivoldskheden tilbage på ”No Fucks Given”, der vel egentlig tager tråden op fra ”Fuck Art, Let’s Kill”.

Alt i alt et ganske helstøbt album fra Helhorse – de få skud, der var ved siden af skiven, kan sagtens tilgives, når man ser på hele sammenhængen. Og pladen efterlader ikke nogen tvivl om, at Helhorse i høj grad er et navn på den danske og internationale metalscene, man skal tage alvorligt.

Trackliste:
1. Carry Your Own
2. Among the Wolves
3. Fortune Favors the Bold
4. Interlude I
5. The Blood Boiler
6. Hell of a Ride
7. Interlude II
8. Raise the Black Flag
9. Interlude III
10. My Haven Your Hell
11. No Fucks Given
Total spilletid: 36:52

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Helhorse
  • Album titel: Helhorse
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Pladeselskab: Spinefarm Records
  • Samarbejdspartner: Petting Zoo
  • Genre: Sludge Metal, Heavy

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.