fbpx

Hanging The Nihilist - Crow

Hanging The Nihilist - Crow

Så er der igen et udspil fra nyt navn på den danske Metalscene; denne gang er der Hanging The Nihilist fra København, som udsender EP’en ”Crow”. Bandet har eksisteret siden 2016, tæller hele seks medlemmer, og har teamet op med Chris Kreutzfeldt som producer.

Åbningsnummeret ”Abandoned” starter med en enkel og flot klavermelodi, men lige så snart man har vænnet sig til den, bryder helvede løs. Det sker via en vokal, som veksler mellem skrig, hvæs og brøl, og virkelig brutal Metal med enormt meget power. Her er banen så kridtet op, og alle brikker i puslespillet præsenteret. Og så længe de ekstremt hårde elementer kædes sammen med de enkle melodier, fungerer tingene rigtig godt for Hanging The Nihilist; så er der balance i tingene, og den monotoni, der ofte rammer genren, holdes fra døren. Det samme gør sig gældende i ”Forgotten”, hvor tingene harmonerer fint, og melodi og brutalitet arbejder godt sammen.

Men at balancen er hårfin illustreres i ”Hostile”, hvor det melodiske gradvist skubbes i baggrunden, og nummeret begynder at blive ensformigt. Denne tendens er endnu mere udtalt i de to sidste numre, som i lange passager helt mangler melodi, og hurtigt bliver kedelige, selv om bandet arbejdet hårdt. Det er nu ikke så slemt som det lyder, for Hanging The Nihilist har fat i tilstrækkeligt mange gode ting til, at jeg er nysgerrig efter bandets første fuldlængde.

Tracklist:
1. Abandoned
2. Endless Crime
3. Filth
4. Forgotten
5. Hostile
Samlet spilletid: 19:34

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.