fbpx

Hanging Garden - Blackout Whiteout

Hanging Garden - Blackout Whiteout

Tilbage i 2013 anmeldte jeg en EP fra finske Hanging Garden, og det var mit første møde med dem. Et møde der med det samme fik mig til at dykke ned i bandets bagkatalog, og suge til mig af deres atmosfæriske, let dystre univers. Nu er det så klar med deres fjerde fuldlængde album ”Blackout Whiteout”, der bestemt ikke skuffer stemningsmæssigt.

Albummet åbner med den tunge ”Borrowed Eyes”, der fint sætter barren for stemningen på også dette album. Med sit eksplosive omkvæd og hypnotiserende basgang, styrer den direkte mod helvede, mens forsanger Toni Toivonen skråler i mikrofonen med sin fremragende vokal. Tekstuniverset kredser om død og sorg, og er på ingen måde muntert. Men alligevel formår Toivonen altid at få det hele til at lyde enormt smukt. F.eks. på skæring nummer to ”Whiteout”, når han næsten messer linjen ”I haven’t the strength to go on”. Og selvom det på ingen måde kan siges at være et særligt positivt udsagn, så lyder det bare så fandens smukt, akkompagneret af et ensomt klaver. Hanging Garden spiller doom metal af den fineste skuffe. Dette betyder også at tempoet i pladen ikke ligefrem er højt, og numrene glider nærmest ind i hinanden, oftest uden hørbare stop eller markerede overgange. Således føles albummet lidt som en….totaloplevelse, i mine øjne, og ikke 9 individuelle numre. Jeg kan godt lide den måde det binder albummet sammen på, selvom det af og til gør det svært at vide, hvilken sang man lytter til. ”Embers” kommer snigende indover en som en mørk skygge fyldt med smukke guitarsoli og energisk trommespil, og bliver til den næsten 8 minutter lange – og mindst ligeså smukke – ”Eclipse”. Det er næsten umuligt at vælge nogle få numre, jeg bedst kan lide og gerne vil fremhæve, for jeg er ret vild med stort set alt, hvad de her drenge rører ved. Pladens sidste halvdel sætter tempoet en lille smule op. Ikke meget, men nok til at markere sig, så man ikke mister interessen. ”Unearth” og ”Words That Bear No Meaning” er 2 af de tungeste på albummet, og smager næsten lidt af black metal inspiration. Hvilket jeg synes klæder både Toivonen og bandet som helhed. Det eneste nummer jeg synes rammer helt ved siden af, er ”Aoede” der så heldigvis kun er lidt over 3 minutter langt. Albummet lukker med ”Blackout”, der er en næsten hymneagtig, drømmelignende sag, der fint binder endnu et fremragende udspil fra Finnerne sammen.

Hanging Garden er et af de der bands, der virkelig formår at mixe det rå og brutale med det storladne og poetiske i en fantastisk cocktail, der smager af lige dele død og ødelæggelse, og skønhed og ynde. Hvis du er til doom metal og endnu ikke har lyttet til Hanging Garden, så er ”Blackout Whiteout” helt sikkert et album, du er nødt til at unde dig selv!

Track list:
1. Borrowed Eyes
2. Whiteout
3. Embers
4. Eclipse
5. Aoede
6. Unearth
7. Words That Bear No Meaning
8. My Rise Is Your Fall
9. Blackout
Samlet spilletid: 48:00

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.