fbpx

Ferocity - The Sovereign Fremhævet

Ferocity - The Sovereign

Mit første møde med Ferocity var på en anbefaling af den kære Bjørn Jensen fra Dawn of Demise engang, da Ferocity spillede på Aalborg Metal Festival. ”De er vildt fede”, sagde han. Jeg var nu rimelig uenig dengang, for jeg oplevede et utroligt stationært og muligvist nervøst band, der dengang havde en utrolig ensformig og kedelig lyd og megen lidt charme. Nu her 3-4 år efter er deres anden fuldlængde kommet i DeepSend Records’ hænder og dermed mine.

Albummet udmærker sig på flere punkter, og man skal ikke særlig langt ind i første nummer, før det står klart, at Ferocity virkelig har oppet sig. Én ting er den rigtig gode produktion, men en anden, og mere vigtig ting, er, at de skriver fede riffs og smider nogle fede melodiske guitarer ovenpå førnævnte riffs. Din produktion kan halte nok så meget, men kan du skrive et fedt riff og levere det med overbevisning, skal det nok gå.

Ferocity spiller på ingen måde originalt musik - deres stil er set før omkring 1.000.000 gange, og den stil er altså ved at være gennemtærsket. Men Ferocity formår alligevel at gøre det spændende. Ikke mindst fordi den traditionelle death metal-stil, der hersker på ”The Sovereign”, ofte bliver akkompagneret af et solidt groove, der leder tankerne hen på… Nemlig! Dawn of Demise.

Skal man drage paralleller, så er det helt oplagt at sammenligne Ferocity med det efterhånden noget udvandede Illdisposed... Altså inden de blev udvandede.

Kasper Wendelboe har i hvert fald et par ligheder med Bo Summer, og musikken er altså heller ikke stilmæssigt helt ved siden af det, de skøre århusianere leverer. Jeg vil dog til enhver tid foretrække Ferocity fremfor det nyere Illdisposed materiale. Ferocity er langt mere friske og upolerede.

Skiven, der varer lige over de 40 minutter, har et fint lille pusterum midtvejs i form af den instrumentale ”Abrubt Desolation”. De der små instrumentale interludes er snart et modefænomen på højde med internettet, men det er altså ikke at fornægte. Det skaber et fedt flow på en plade, hvor afslappede momenter og melodi måske kan være en mangelvare. Ellers bliver de resterende ni numre leveret rimeligt sikkert, om end vokalen bliver lidt for ensformig, så er det klart en fin plade, der bliver båret af de fede leads, melodiske guitarer og den effektive riffing. Titelnummeret og singleudspillet ”… and the Rest is Silence” er to rigtig gode eksempler herpå, så få lige syn for sagen. Ferocity er i hvert fald et af de bedre danske death metal bands!

Tracklist:

01: … and the Rest is Silence

02: Chain of Command

03: Human Game

04: Son of Sam

05: XIIth Legion

06: Abrubt Desolation

07: The Sovereign

08: Blind Disciple

09: No rest for the Wicked

10: Blood Trophy

Total Spilletid: 40:53

 

Ferocity - "The Sovereign" Deepsend Records

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Ferocity
  • Album titel: The Sovereign
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Pladeselskab: DeepSend Records
  • Samarbejdspartner: Clawhammer Promotions
  • Genre: Death Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.