fbpx

Eschaton - Sentinel Apocalypse

Eschaton - Sentinel Apocalypse

Eschaton er et nyt amerikansk teknisk dødsmetal band fra Massachusets, der vel i deres sound bedst kan betegnes som et nyklassisk dødsmetal band - i hvert fald lyder bandet relativt oldschool i deres tilgang til dødsmetal, og det er noget ‘Sentinel Apocalypse’ i høj grad bærer præg af. Det første der slår en når man sætter pladen på, er de spartanske produktioner, som er strippet for enhver form for atmosfærisk overflødig fyld, der i øjeblikket rent produktionsmæssigt dominerer inden for flere metalgenrer.

Eschaton er et teknisk dødsmetalband med stort ‘T’, og derfor er det naturligt nok for dem den musiske formåen, der er i højsædet. Det tvinger lytteren til at være opmærksom på hvordan numrene bevæger sig, og hvor er det herligt forfriskende med deres back to basics tilgang, hvor det eneste kreative virkemiddel er bandets formåen, i en tid hvor alting skal pakkes ind i de førnævnte atmosfæriske produktioner, der ofte får et distraherende udtryk i lydbilledet.

Slipper bandet så afsted med denne tilgang, tænker du så nok nu? Ja, det gør de i utrolig høj grad. Eschaton spiller bare sindsygt velkomponeret, og kriminelt groovey dødsmetal. Netop det groovy aspekt af ‘Sentinel Appocalypse’ er med til at rive lytteren med ind i deres univers, og de ofte små, groovy bidder kommer dryppende i hvert nummer og skaber diversitet og dynamik i musikken, og jeg tog mig i gennemlytningerne til denne anmeldelse indtil flere gang i at nikke i takt til musikken og vippe med foden, som en god metalplade bør kunne få lytteren til. Skæringerne ‘Behold The Nexus’, ‘Animus’, og ‘Immortal Mutilation’ er netop alle eksempler på, hvor godt Eschaton kan groove, når de groover bedst.

Både rent instrumentalt og vokalmæssigt imponerer bandet, men Eschaton har i vokalist Jason Viteri fundet en super dygtig vokalist med et imponerende stort register, der kan gå fra de dybeste og ondeste growls til de højeste screams på et splitsekund. Særligt på ‘Achromatic Reign’ og førnævnte ‘Behold The Nexus’ gør han sig positivt bemærket. Indimellem ligger der dobbelte screams på pladen, hvilket yderlige tilfører pladen et spændende element.

‘The Beast Is Embedded’ skaber med sit b-filmsgyser-introlydspor et perfekt timet intermezzo, der lyder så bevidst cheesy, at det nærmest bliver morsomt. Samtidig indvarsler det også sidste del af pladen, og giver førnævnte skæring og den efterfølgende ‘The Beast is Awakened’ en sammenhængende, medley-agtig aura. Titelnummeret, som også er sidste skæring på den 41 minutter lange plade, lukker ballet med pomp og pragt, og fader efterfølgende ud. Længdemæssigt er pladen perfekt skåret - selv for vante øren er det hårdt at lytte til Eschatons nådesløse tekniske tæppebombning, og det efterlader lytteren med lyst til at høre mere.

Alt i alt har Eschaton med ‘Sentinel Appocalypse’ skabt en overbevisende debut, der er utroligt forfriskende i sin no-bullshit tilgang til den tekniske dødsmetal, og det er dejligt at høre og se at nogen tør gå imod strømmen ved netop ikke at prøve at revolutionere dødsmetallen, men udelukkende at lave en meget overbevisende plade på sin musikalske råstyrke, og tekniske finesse.

Trackliste:
1. Obligatory Convition
2. Behold The Nexus
3. Immortal Mutilation
4. Achromatic Reign
5. Animus
6. Falsified Existence
7. Intergalactic Innihilation
8. The Beast Is Embedded
9. The Beast Is Awakened
10. Cognitive Hatred
11. Sentinel Apocalypse
Spilletid: 41. min.

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Eschaton
  • Album titel: Sentinel Apocalypse
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Pladeselskab: Unique Leader Records
  • Samarbejdspartner: Earsplit PR
  • Genre: Death Metal, Progressive

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.