fbpx

Darkest Hour - Darkest Hour Fremhævet

Darkest Hour - Darkest Hour

Amerikanske Darkest Hour er et band, jeg kun kender af navn. Og det er lidt af en bedrift, siden de har eksisteret i næsten 20 år. Det i sig selv er også ganske imponerende og dette, bandets ottende, studiealbum har også været ventet med spænding længe. Darkest Hour spiller en blanding af metalcore med thrash elementer og tydelige rødder i punkmusikken. Det viser sig hurtigt at være en kombination, jeg virkelig godt kan lide.

Pressematerialet lover mig at dette er det ultimative udspil fra det fem mand store band. Hvorvidt det holder stik, kan jeg nok ikke udtale mig om, men jeg kan sige så meget at det er et ganske fremragende udspil! Noget af det bedste ved at være anmelder er nogen gange den der fede ”Aha”-oplevelse man kan få, når man bliver præsenteret for et band, man egentlig godt vidste fandtes, men aldrig havde overvejet at lytte til. Og det er sådan jeg får det, mens jeg lytter til Darkest Hour. Allerede fra åbningsnummeret ”Wasteland” er der fuld smæk på og pladen formår at holde tempoet hele vejen igennem, selvom spilletiden nærmer sig en time. Jeg bliver imponeret over, hvor godt bandet spiller. Ikke fordi jeg troede det ville være dårligt, men fordi jeg ikke havde nogen som helst forventninger til dem. Men det er et vaskeægte overflødighedshorn af lækre guitarriffs, fede trommesoli og stærke basgange samt John Henry’s vokal, der både formår at være brutal og give mig gåsehud igen og igen. Der er så mange gode numre på albummet at det er svært at måtte begrænse sig til kun at nævne de bedste, for ellers bliver denne anmeldelse så lang, at mine kære læsere sikkert mister interessen. Men bortset fra åbneren er jeg nødt til at fremhæve ”Rapture In Exile” og ”Infinite Eyes”, der blæser mig omkuld med deres aggressive og brutale attitude. ”Futurist” er et af mine absolutte favoritnumre. Jeg er vild med opbygningen af nummeret og Henry’s rene vokal, der står knivskarpt blandt de hvinende guitarsoli og de dynamiske trommer. På ”By The Starlight” får vi en lidt mere følsom side af Darkest Hour at høre og også det er aldeles fremragende. Også ”The Goddess Figure” er et rigtig fedt nummer, der sprudler af energi og har en fantastisk steming.

Jeg har i det hele taget rigtig meget godt at sige om dette album. Om man er fan af Darkest Hour eller ej, så synes jeg bestemt at dette er en skive man bør unde sig selv at lytte til. Om det virkelig er bandets stærkeste udspil eller ej må jeg lade en ægte fan bedømme, men uanset hvad synes jeg, at det er et af de stærkeste metaludspil jeg har hørt i år!

Track list:
1. Wasteland
2. Rapture In Exile
3. The Misery We Make
4. Infinite Eyes
5. Futurist
6. The Great Oppressor
7. Anti-axis
8. By The Starlight
9. Lost For Life
10. The Goddess Figure
11. Beneath The Blackening Sky
12. Hypatia Rising
13. Departure

Samlet spilletid: 51:00

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.