fbpx

Avenged Sevenfold - The Stage Fremhævet

Avenged Sevenfold - The Stage

Avenged Sevenfold har igennem længere tid ligget i åben krig med deres tidligere pladeselskab, Warner Bros. i en sag om misligholdelse af kontrakt. Det er sikkert forklaringen på, at man har gået meget stille med dørene inden udgivelse af bandets syvende album, ”The Stage”, der kom på gaden som et lyn fra en klar himmel.

Helt så voldsomt er indholdet ikke, selv om der ellers er knald nok på numrene. Albummet markerer igen et stilskifte, idet numrene er mere teknisk prægede end jeg tidligere har hørt dem fra bandet. Det signaleres fra første færd, at albummet vil tages alvorligt, og det fortjener det også. Det er tydeligt, at musikerne kan deres kram, og der serveres mange lækre detaljer, uanset om det er strengeinstrumenter eller trommer, der er i fokus. Sangeren M, Shadows minder mig flere steder om en yngre Ian Gillan, og han gør gennemgående en god figur.

Der er mange skift i numrenes temaer og intensitet, og man lader ofte nogle elementer fade ind, mens andre fades ud. Samtidig er der blevet plads til eksperimenter som blæsere i ”Sunny Disposition”og strygere i ”Angels”. Samlet giver det mig anledning til at placere ”The Stage” i den progressive ende af Metalskalaen.

Amerikanerne har også taget den progressive genrens forkærlighed for lange numre til sig, så den samlede spilletid er kun en hårsbredde fra de fem kvarter. Det er lang tid at fastholde lytterens opmærksomhed, og det lykkes da heller ikke for Avenged Sevenfold. Som nævnt ovenfor er der intet i vejen med indsatsen, men numrene kommer ikke rigtigt ind under huden, men forbliver overfladiske. Det er ærgerligt, for de gode intentioner er tydelige, men kommer desværre ikke helt i mål.

Tracklist:
1. The Stage
2. Paradigm
3. Sunny Disposition
4. God Damn
5. Creating God
6. Angels
7. Simulation
8. Higher
9. Roman Sky
10. Fermi Paradox
11. Exist
Samlet spilletid: 73:35

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.