fbpx

Amaranthe - Maximalism

Amaranthe - Maximalism

Sidste år anmeldte jeg albummet ”Massive Addictive” fra svenske Amaranthe, og her kunne jeg konstatere, at så længe musikken kunne matche sangerinden Elize Ryds power, fungerede tingene fint, men at der ikke skulle meget til, før det metalliske gled over i Pop. Nu er bandet så ude med album nummer fire, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om tingene denne gang er anderledes.

Når det gælder musikalsk stil, opbygning af numre og den generelle fremførelse, er der ikke sket noget nævneværdigt; Ryds vokal er stadig meget flot, og den får følgeskab af både ren sang og brøl på herresiden, hvilket igen giver en virkelig stærk vokalsektion. Musikken spænder igen fra almindelig Melodisk Metal til mere poppede toner, så forskellene skal søges i fordelingen.

Og her er der sket noget, for selv om ”Maximalism” indeholder rigtige Metalnumre med fin power og kant, så er albummet domineret af bandets poppede side. Der er rigeligt med letbenede melodier, som ikke på nogen måde udfordrer lytterens intellekt. Når man så lægger den meget strømlinede og bløde produktion oveni, får man en udgivelse, hvor hovedparten af numrene kun vil udløse hævede øjenbryn hos stamlytterne på en kristen lokalradio.

Når jeg trods de positive sider af albummet ikke uddeler mere end 2 stjerner skyldes det, at jeg ikke er særlig godt underholdt – den behagesyge og meget poppede udgave af Metal har simpelthen ikke power nok til at varme mit metalhjerte og få gang i nakkemusklerne. Men hvis du har det anderledes med stilen, kan du roligt gange min karakter med to.

Tracklist:
01. Maximize
02. Boomerang
03. That Song
04. 21
05. On The Rocks
06. Limitless
07. Fury
08. Faster
09. Break Down And Cry
10. Supersonic
11. Fireball
12. Endlessly
Samlet spilletid: 39:42

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.