fbpx

69 Chambers - War On The Inside

69 Chambers er en schweizisk trio bestående af Nina Treml på vokal og guitar, Maddy Madarasz på bas og Diego Rapacchietti på trommer. Gruppen blev dannet i 2001 og har udsendt en enkelt EP før ”War On The Inside”, som er deres første fuldlængde-udspil.
Hvis du nu sidder og tænker, at endnu en Evanescense-agtig klon hermed har set dagens lys på plademarkedet, så tøv en kende! For 69 Chambers viser med trioformatet både mod og musikalsk håndelag; her er der ikke mulighed for at gemme sig bag fx keyboardflader – det musikalske udtryk står klædeligt usminket frem, og bandet har da heller ikke grund til at skjule sig. Stilen er (rocket) metal, som naturligt nok er båret af Nina Tremls tunge guitarriffs godt bakket op af rytmesektionen, hvor de dobbelte stortrommer fylder godt uden at dominere billedet for meget. Musikken rykker derudad med god tyngde og fint varieret tempo numrene imellem; gode eksempler herpå er ”The Day Of The Locust”, ”On The Inside” og den Black Sabbath-tunge ”Judas Goat”. Tremls stemme er ikke verdens største, men til gengæld ’ren’ og tydelig (den lyder glimtvis lidt henad Pat Benatar), og for hver gennemlytning synes den at passe bedre og bedre til det samlede udtryk – man behøver med andre ord ikke at have en brok-truende sangstil for at gøre sig gældende i metal-sammenhæng….
Musikken taber pusten lidt i numre som den halvakustiske ”Wind Feeds Fire” samt ”A Ruse”, men det er mindre skønhedspletter på en god plade, som med lidt held kan komme til at vise verden, at Schweiz er andet og mere end effektiv bankdrift og sofistikeret urproduktion.

Tracklist:
01. The Day Of The Locust
02. Bloodaxe
03. Thinking About You
04. On The Inside
05. Ex Nihilo
06. Return Of The Repressed
07. Judas Goat
08. The Collapse Of Time And Space
09. Wind Feeds Fire
10. Dead Letter Office
11. Final Memento
12. Automatic Automata
13. A Ruse

Samlet spilletid: 55:44


Revolution Music vil gerne takke Gordeon Music for tilsending af dette album.

Yderligere information

  • Band/Kunstner: 69 Chambers
  • Album titel: War On The Inside
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Pladeselskab: Silverwolf Productions
  • Samarbejdspartner: Gordeon Music
  • Genre: Neo-Classical Metal, Soft Rock

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.