fbpx

Voodoo Johnson - 10000 Horses

Voodoo Johnson - 10000 Horses

4 års samspil og 2 demo´er skulle der til, før Birmingham-bandet Voodoo Johnson var klar med deres første album, som udgives på det (for mig) ukendte selskab Polarian Records. Det ukendte er nu hurtigt glemt, for der er noget genkendeligt over bandets musik: der er tale om en blanding af Grunge og Stoner Rock, som naturligt har et gammeldags præg. Bands som Alice in Chains, Audioslave og Monster Magnet nævnes som inspirationskilder, og det høres tydeligt, at Voodoo-drengene har lyttet til Groovy Rock af den gamle skole.
Samtidig har de formået at tage det bedste fra genren og ført det ind i deres egen musik, som virker både frisk og ny. Numrene drives frem af ultraseje guitarer, som virkelig rykker – her kan man godt finde luftguitaren frem! Samtidig fænger både omkvæd og melodi, så tingene hænger rigtig godt sammen.
Ved de første gennemlytninger var jeg meget begejstret for albummet, men desværre er det ikke alle numre, som kan fastholde stemningen i længden. Således bliver både ”End Of The Empire” og ”It Doesn’t Matter To Me” ret hurtigt lidt kedelige, ligesom balladen ”Rain” ikke er særlig markant. Det trækker selvsagt helheden ned, men alligevel er ”10000 Horses” en superflot debut – langt hen ad vejen formår bandet nemlig at spille lige op med deres egne forbilleder, så jeg tror, at vi har noget stort i vente fra Voodoo Johnson.

Tracklist:
1. Headstone
2. Sin!
3. Feel Karma
4. End Of The Empire
5. You Will Never Know
6. It Doesn’t Matter To Me
7. Burn
8. Nowhere Inbetween
9. Sleepwalker
10. Rain
11. Never Make It Out Alive (Bonus Track)

Samlet spilletid: 49:48


Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.